Hvert år drager fem, unge danske studerende inden for arkitektur, ingeniørkunst og design afsted til Jørn Utzons operahus i Sydney. Målet er at fordybe sig i det arkitektoniske mesterværk og udfordre sig selv med en nytænkning af den ikoniske bygning og området omkring.
Dreyers Fond støtter uddannelses- og udvekslingsprogrammet MADE by the Sydney Opera House, der strækker sig over 10 år frem mod operahusets 50-års jubilæum i 2023. I 2018 var forløbet halvvejs, og endnu et hold tog afsted.

Cuong Tran, Henriette Friis, Rasmus Hansen, Rune Wriedt og Sebastian Enevoldsen var som en del af MADE-forløbet på en uges ophold i Jørn Utzons residens Can Lis på Mallorca.
Med hver deres faglige baggrund har de mere end noget andet lært, hvor vigtig empati og respekt for hinanden er i et tværfagligt projekt.


De studerendes konkrete opgave var at gentænke området ’The Northern Broadwalk’, den nordligste del af den promenade, der omkranser operahuset.


Teamet gik til opgaven med hver deres kompetencer, og blandingen af arkitektur, ingeniørkunst og design skabte i alt fire forslag til at revitalisere området.


Brandingen af området som en selvstændig destination, samt anlæggelsen af Havets Trappe, fokuserede på operahusets eksteriør, mens Det Kreative Campus og Solrummet skulle trække folk indenfor og engagere dem i områdets historie og fortællinger.



Især forslaget om en trappe med direkte kontakt til vandet står som et symbol på den danske forkærlighed for havet og som en kontrast til den australske hang til hegn og sikkerhed.
Snart bliver deltagerne for 2019 udvalgt og til sommer sendes det nye hold afsted til Australien – med sig hjem får de gode minder, faglig udfordring og personlig udvikling
