”Da corona ramte Danmark måtte vores 40 varmestuer ligesom alt andet lukke ned. Vores tilbud til udsatte er anonymt, men pludselig opstod der et behov for at kunne kontakte vores brugere, fordi de ikke længere kunne komme hos os – men havde brug for os. Og måske endda mere end nogensinde,” fortæller Helle Christiansen, der er chef for Kirkens Korshær.

For mange af de mest udsatte udgør Kirkens Korshær nemlig det tætteste, de kommer på familie og nære relationer. Dem er der ofte ikke nogen tilbage af efter et liv med misbrug, nedture og nederlag. Desuden har de færreste udsatte mulighed for at følge med i nyhederne og derfor få vigtige informationer, om hvordan de skulle forholde sig til risikoen for smitte.

Derfor begyndte Kirkens Korshær at indhente telefonnumre på alle, de kendte. Nogen numre fik de, fordi deres normale brugere kom forbi og fik en kop kaffe ude foran varmestuen. Andre måtte de opspore via gadesygeplejersker eller bekendte, der bad brugerne om at ringe til Kirkens Korshær. Enkelte måtte Kirkens Korshær også selv udstyre med en mobiltelefon, fordi de ikke havde en, eller fordi den var blevet stjålet.

Information og støtte

”Sygdomsforebyggelse var et af vores hovedformål med at oprette telefoniske varmestuer, når nu vi ikke kunne tage fysisk imod. Over telefonen kunne vi spørge ind til symptomer og sikre os, at de i forvejen mest udsatte var klar over, hvordan de skulle sikre sig selv bedst mod smitte,” forklarer siger Helle Christiansen og uddyber:

”Ud over den sundhedsfaglige information er der ingen tvivl om, at det vigtigste ved vores telefoniske beredskab har været at bevare relationen til brugerne og vise dem, at vi stadig er her for at give støtte, omsorg og hjælp”.

Kirkens Korshær har også selv haft behov for støtte, for under nedlukningen mistede organisationen cirka tre millioner kroner ugentligt, hvad der svarer til et års drift af en varmestue. Årsagen var manglende indtægter fra de 240 genbrugsforretninger, der også lukkede ned, fordi de fleste frivillige er over 70 år og derfor selv har været i risikogruppen.

De samme gælder de fleste frivillige i varmestuerne, hvoraf mange er ældre. Nogle har hjulpet på de telefoniske varmestuer, og til dette arbejde har flere kommuner også stillet medarbejdere til rådighed under nedlukningen.

Et spejl på ensomheden

De bærende kræfter i corona-indsatsen har dog været Kirkens Korshærs faste ansatte. En af dem er socialrådgiver Sille Gottlieb, der hører til i Slagelse. Hun har haft kontakt med flere af de allermest udsatte og fortæller, hvorfor de telefoniske varmestuer har været så vigtige:

”Der er blevet talt meget om samhørighed i Danmark, imens nedlukningen stod på, men for de udsatte og hjemløse, vi har med at gøre, har denne tid været et spejl på, hvor ensomme de er. Det har for mange fået misbrug til at eskalere, gæld til at eksplodere og nogle har været selvmordstruede. Derfor har det været vigtigt, vi kunne få fat i dem og holde kontakt med dem”.

Blandt brugerne af Kirkens Korshærs varmestuer er både hjemløse og såkaldt funktionelt hjemløse, hvad der betyder, at de har et hjem, men ikke rigtig kan finde ud af at bruge det. Fælles for mange af brugerne er, at livet har budt på mange nederlag. Skam og lavt selvværd følger ofte med.

En ny dimension til relationen

”En af vores brugere var i afrusning, men faldt fra og skammede sig så meget, at han ikke ville tage sin mobil, når vi ringede. Så kunne vi heldigvis sms’e og vise, at vi er her for ham. En kvinde var stoppet med sin medicin og åbenlyst selvmordstruet. Over telefon fik jeg hende overtalt til at komme til en kop kaffe og en snak,” nævner Sille Gottlieb som eksempler.

For hende er det tydeligt, at landets nedlukning og brudte rutiner fik verden til at vælte for mange udsatte, og dem, der havde det middeldårligt, fik det rigtig dårligt. Selvom der har været meget smerte at forholde sig til, er der også kommet noget fint ud af den svære situation, mener Sille Gottlieb fra Kirkens Korshær i Slagelse:

”De telefoniske varmestuer har givet en ny dimension til relationen med vores brugere og gjort, at vi på nogle punkter kan arbejde dybere. Jeg talte med en, der var i gang med kræftbehandling langt væk og ingen pårørende har. Det var rart at kunne ringe sammen. Opkald er omsorg, og det er rørende, hvor taknemmelige vores brugere bliver for det”.  

Topfoto af Massimo Fiorentino