Med ny støtte fra Dreyers Fond åbner Stenbroens Jurister afdeling i Aarhus. Her kan hjemløse, stofafhængige og andre særligt udsatte nu møde medarbejderne og få hjælp på gaden eller hos SAND – De hjemløses landsorganisation i Jægergårdsgade, hvor Stenbroens Jurister har åbnet deres jyske retshjælpsklinik og ansat Christina Strauss som lokal gademedarbejder.
Maja Løvbjerg Hansen, øverst til venstre, Filip Soos, øverst til højre, Birgitte Arnoldsen Ahrenkiel, midten til venstre, Caroline Lantto, midten til højre og Christina Strauss, forrest.
Stenbroens Jurister tager imod opkald fra hele landet og kommer regelmæssigt på gadeture i de større danske byer, for mere end hver tredje modtager af retshjælp fra Stenbroens Jurister befinder sig i dag uden for hovedstaden. Oplysningskampagner når ud i alle afkroge af landet, men udgangspunktet har hidtil været basen på Vesterbro i København. Med en ny bevilling fra Dreyers Fond åbner Stenbroens Jurister nu afdeling i Aarhus og kommer tættere på de hjemløse, stofafhængige og andre særligt udsatte, der opholder sig langt fra hovedstaden.
Godt i gang i Aarhus
Fredag den 16. september 2022 drog medarbejdere fra Stenbroens Jurister til Aarhus for at se på lokalerne og få de praktiske ting på plads. Den nye retshjælpsklinik åbner i samme bygning som Hus Forbi og SAND – De hjemløses landsorganisation, og ligger samtidig tæt på Værestedet, stofindtagelsesrummet og ”nåleparken”, så beliggenheden er optimal, målgruppen taget i betragtning. Jurist i Stenbroens Jurister Filip Soos fortæller om en god start:
”Vi udnyttede det gode vejr og tog en kæmpe stabel pizzaer med til folk i ”nåleparken”. De blev hurtigt spist, og vi fik talt med både nye ansigter og kendte klienter. Det blev også til et kort besøg på det lokale stofbehandlingssted og i stofindtagelsesrummet., hvor vores plakat om retten til abstinensbehandling allerede hang, da vi kom ind ad døren”.
Åbningen i Aarhus er vigtig af flere grunde, men det afgørende er, at Stenbroens Jurister altid skal være så nemt tilgængelige som muligt for hjemløse, stofafhængige og andre særligt udsatte. Selv om udfordringerne tager en anden form i Jylland, handler de grundlæggende om det samme, udbetaling af hjælp, tag over hovedet, adgang til sundhedssystemet og andre helt basale og akutte problemer.
Kendt ansigt i front
I retshjælpsklinikken kan brugerne både møde erfarne jurister fra Stenbroens Jurister i København og Christina Strauss, der er et yderst kendt ansigt på gaden i Aarhus og tidligere formand for SAND – De hjemløses landsorganisation. Samtidig med åbning af afdelingen i Aarhus starter Christina Strauss nemlig som Stenbroens Juristers nye gademedarbejder i Aarhus. Maja Løvbjerg Hansen, jurist og leder af Stenbroens Jurister, siger:
”Christina Strauss bliver som vores nye gademedarbejder i Aarhus en helt central kraft i etableringen af Stenbroens Juristers jyske afdeling. Hun har været medlem af Stenbroens Juristers bestyrelse, siden retshjælpen blev stiftet og er den perfekte at have med til etableringen af Stenbroens Jurister i Aarhus. Hun kender livet på gaden, hun kender byen, og hun kender arbejdet i Stenbroens Jurister bedre end nogen anden”.
Christina Strauss har levet det meste af sit voksenliv i Aarhus. Hun overnattede på gaden første gang som teenager og har været hjemløs mere end ti år af sit liv. I dag bor hun i lejlighed i Aarhus, men har fastholdt tætte relationer med gadens folk i hele landet. Christina Strauss er medlem af Rådet for Socialt Udsatte og det lokale udsatteråd i Aarhus Kommune. Siden 2017 har hun også været formand for SAND – De hjemløses landsorganisation, men den post fratræder hun i forbindelse med ansættelsen i Stenbroens Jurister, hvorfra hun også fratræder sin bestyrelsespost.
Christina Strauss vil være både på gaden og i Stenbroens Juristers nye retshjælpsklinik i Jægergårdsgade hver torsdag og fredag fra 6. oktober og frem. Hun vil derudover have forskellige kontakt- og bisidderopgaver på dage, hvor retshjælpsklinikken ikke er åben.