Vinderne af fotokonkurrencen Photo Of The Year blev afsløret mandag den 6. oktober hos arrangøren Arkitektskolen Aarhus, hvor billederne nu er udstillet. Her i 2020 deltog 83 arkitektstuderende fra i alt 32 lande.


POTY er Arkitektskolen Aarhus’ årlige Photo Of The Year-konkurrence, som henvender sig til arkitektstuderende fra hele verden, og her i 2020 var temaet social distancering / nærhed. Franske Mickael Minghetti vandt med sit billedessay ´Electronic Contact´ om det oversete elektroniske udstyr, der gjorde det muligt for ældre at kommunikere med omverdenen under den lange indespærring.
En enstemmig jury for Photo Of The Year valgte ´Electronic Contact´ som årets vinder, fordi serien på fem fotos skaber en fortælling, der smukt visualiserer den nuværende situation hvor mangel på nærhed og konsekvenserne af social afstand er tydelig, især for de ældre. Juryen roste Mickael Minghetti for hans skarpe øje for detaljer og rum og udtalte:
”Fotografen komponerer et både gribende og poetisk samt realistisk og respektfuldt portræt af en ældre kvinde, der synes at være isoleret i sit hjem.”



1. præmie
Mickael Minghetti (FR)
TU Delft (NL)
“Electronic Contact”
____________________
Relevant og tankevækkende
Andenpræmien gik til Alexander Auris fra Peru, mens Philip B. Stiernström fra Sverige tog tredjeprisen, og Jakub Ivancik Slovakiet opnåede Special Mention.
”Det er ikke nogen nem bedrift at skabe en sammenhængende fortælling i en serie på fem fotografier. Det kræver både talent, planlægning, eftertanke og viljestyrke. Og det er præcis, hvad vindere samt den valgte special mention viser. Det er alle stærke, talentfulde og meget forskellige skildringer, der er lige relevante og tankevækkende,” siger rektor for Arkitektskolen Aarhus og jurymedlem, Torben Nielsen.
Et andet af jurymedlemmerne er Hilary Sample, som er professor i arkitektur ved Columbia University Graduate School of Architecture samt grundlægger af MOS Architects. Hun siger:
”Det var en meningsfuld oplevelse at deltage i juryen og se de temaer, der er blevet fanget i årets fotokonkurrence. Der er landskaber med få mennesker, og der er arkitektur i nærbilleder og fragmenter. Hver især har disse billeder fanget øjeblikkets arkitektur.”

2. præmie
Alexander Auris (PE)
Katholieke Universiteit Leuven (BE)
“Vestigo Futuro”
____________________

3. præmie
Philip B. Stiernström (SE)
Aarhus School of Architecture (DK)
“Ripples from Movement”
____________________
POTY 2020
Konkurrencen Photo Of The Year er arrangeret af Arkitektskolen Aarhus (Aarhus School of Architecture) og støttet af Dreyers Fond og Dinesen.
Deltagerne
I 2020 deltog 83 arkitektstuderende fra 32 lande. Alle billederne kan opleves hos Arkitektskolen Aarhus på Nørreport 20 i Aarhus C.
Juryen
- Torben Nielsen, rektor for Arkitektskolen Aarhus
- Hilary Sample, professor i arkitektur ved Columbia University Graduate School of Architecture og grundlægger af MOS Architects
- Louise Wolthers, forskningsleder ved Hasselblad Foundation i Sverige
Special Mentions
Special Mentions blev tildelt henholdsvis Antonia Leicht fra Tyskland, Luciana Faustini fra Argentina, Luca Bilbo Rasmussen fra Danmark, Bisher Tabbaa fra Jordan og Sarthak Rawat fra Indien.