I slutningen af januar afleverede de tre danske Vis Moot-hold det sidste processkrift, og afsluttede dermed den skriftlige del af forløbet. Herefter blev den mundtlige del, der blandt andet består af en række pre-moots, skudt i gang. Her fortæller holdene om deres deltagelse i de forskellige pre-moots i både Danmark og udlandet og deler billeder derfra.
Siden den internationale voldgiftskonkurrence Vis Moot blev skudt i gang i oktober 2023, har de 23 mooties fra henholdsvis Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet forberedt sig til finale i Wien, der finder sted i påsken.
Efter flere måneder med fokus på processkrifter, har de tre hold siden slutningen af januar været i gang med den mundtlige del af konkurrencen. En stor del af det mundtlige forløb er pre-moots, hvor deltagerne får mulighed for at øve deres mundtlige præsentationer og argumenter over for erfarne voldgiftsdommere.
KU-holdet
Holdet fra Københavns Universitet har de sidste par måneder været travlt beskæftiget med at konkurrere mod universiteter fra hele verden og udforske spændende storbyer. KU-holdet startede den mundtlige del af konkurrencen med en tur til Aarhus, hvor Aarhus Universitet havde arrangeret en pre-moot. Her blev holdets nyerhvervede procedureevner prøvet af for første gang.
Derefter tog holdet til New York for at deltage i to pre-moots: den ene ved Fordham University og den anden afholdt af International Chamber of Commerce (ICC). I New York opnåede holdet flotte placeringer, heriblandt en tredjeplads, og kom hjem med en masse feedback fra de dygtige arbitrators.
Den 29. februar og 1. marts var de tre danske hold samlet, da de alle deltog i en pre-moot arrangeret af Plesner, der er vejledere for KU-holdet. Udover de danske hold deltog syv andre hold i pre-mooten, der forløb sig over to dage. KU-holdet fortæller:
”Med hold og arbitrators fra forskellige lande var der lagt op til en spændende og lærerig weekend. Pre-Mooten var dog ikke kun hårdt arbejde, for der var også planlagt kanalrundfart, middag og en tur på en af Københavns mange ølbarer, hvor holdene kunne lære hinanden at kende under uformelle omstændigheder”
Holdet fra Københavns Universitet har derudover også deltaget i pre-moots i London, Bruxelles og Paris, hvor de blandt andet fik en kvartfinaleplads.
AU-holdet
Også holdet fra Aarhus Universitet har deltaget i en række pre-moots hen over de seneste måneder. Den 27. januar afholdt Aarhus Universitet deres pre-moot, hvor holdene fra Danmark samt hold fra Hamborg og Berlin deltog. Holdet fra Aarhus kom på en tredjeplads og fortæller, at selvom de knap nok var kommet rigtigt i gang med at procedere, var deltagelsen en stor og lærerig oplevelse.
I februar rejste AU-holdet til New York for at deltage i pre-moots ved NYU, NY Bar Association og ICDR. Holdet fra Aarhus Universitet fortæller:
”Vi fik mulighed for at procedere mod mange forskellige amerikanske hold. De havde en noget anderledes stil og tilgang, hvilket var fedt at opleve. Turen til New York havde, heldigvis, ikke kun fagligt indhold. Vi var blandt andet på Broadway for at se Sweeney Todd, i Barclays Center hvor Brooklyn Nets spillede mod Boston Celtics og på brewery hop i Brooklyn.”
Den 6. marts rejste AU-holdet til Lissabon, hvor det lykkedes dem at kvalificere sig til finalen som var mod et hold fra Lissabon. Det blev desværre ikke til en sejr i finalen, på trods af en meget solid indsats fra AU-holdet. Som det sidste inden finalen deltog holdet i pre-moots i Stockholm og Hamborg.
SDU-holdet
Holdet fra Syddansk Universitet har hen over de sidste par måneder deltaget i fem pre-moots i både ind- og udland. Som det første deltog SDU-holdet i Aarhus Universitets pre-moot. Ligesom holdet fra KU og holdet fra AU, fortæller SDU-holdet, at det var noget særligt og meget lærerigt, da det var deres første pre-moot.
Dernæst rejste holdet til New York, hvor de deltog i en større pre-moot ved Fordham School of Law, hvor i alt 35 hold deltog. SDU-holdet fortæller:
”Det var en meget lærerig oplevelse at deltage i pre-mooten ved Fordham School of Law, da vi fik rig mulighed for at procedere imod hold fra forskellige lande. Her var det især gavnligt at procedere imod hold fra lande med common law, da det er anderledes end, hvad vi er vandt til, men noget vi kommer til at støde på til konkurrencen i Wien.” Holdet fortællere videre om byen:
”Som by var New York helt fantastisk. En meget flot og multikulturel by med forskellige mennesker og indtryk. New York er meget som man ser det i film: højlydt, mange høje bygninger og mange forskellige typer af mennesker.”
Efter New York gik turen til Istanbul, hvor SDU-holdet deltog i Istanbul Vis Pre Moot. Her deltog hold fra Tyrkiet, Tyskland, Italien, Tjekkiet, Spanien og England, så holdet fik rig mulighed for at øve deres procedure og samtidig netværke med de andre hold. Som det sidste deltog SDU-holdet i pre-mooten hos Plesner samt en pre-moot i Lissabon, hvor en af holdets deltagere, Daniel Nielsen Stevens, vandt titlen ”Best Oralist”.
Feedback, erfaringer og nye oplevelser
Fælles for alle holdene er, at de er kommet hjem med værdifuld feedback, en masse erfaringer og nye oplevelser. Alt sammen noget de kan bruge finalen, hvor de tre danske hold i løbet af påsken skal konkurrerer mod knap 400 andre universiteter i Wien. Vi ønsker de tre hold fra henholdsvis Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet held og lykke til finalen.