Mennesker med psykisk sygdom lever typisk 15-20 år kortere end gennemsnittet, så noget tyder på, at vi som samfund har en udfordring. Den er nu undersøg og analyseret af Annika Frida Petersen i en Ph.d. i jura ved Københavns Universitet og blevet til udgivelsen ‘Stigmatisering af psykisk sygdom – sundhedsret, menneskeret og samfundsøkonomi’, der er udgivet af Ex Tuto med støtte fra Dreyers Fond.
Meget både starter og slutter med juraen, fordi den sætter rammer for rettigheder, og de er allermest vigtige for de allermest udsatte, og dét er psykisk syge. I hvert fald lever de betydeligt kortere end gennemsnit, og der undrede Annika Frida Petersen, Postdoctoral researcher, LL.M., PhD ved Københavns Universitet. Her fortæller hun om baggrunden for bogen ‘Stigmatisering af psykisk sygdom – sundhedsret, menneskeret og samfundsøkonomi’.
Hvorfor har du forsket i dette emne?
Statistikker har i flere år peget på en markant ulighed i sundhed, i et land hvor vi ellers er stolte af vores sundhedsvæsen. Uligheden rammer især personer med psykisk sygdom, og resulterer i en markant overdødelighed, hvor persongruppen i gennemsnit lever 15-20 år kortere end andre. Det fik mig til at tænke, at der må være noget, vi har overset.
Jeg holder samtidig meget af juraen, fordi den er et redskab til social forandring og rummer potentialet til at løfte rettighederne for udsatte persongrupper. Samtidig er lovgivningen ikke – og har aldrig været – et neutralt redskab, og derfor er det vigtigt at forholde sig kritisk til, at loven utilsigtet kan bidrage til stigmatisering i konflikt med menneskerettighederne. Derfor satte jeg mig for at undersøge omfanget af stigmatisering i sundhedssystemet og hvilken rolle sundhedsstrukturerne, praksis og lovgivning spiller i dén sammenhæng.
Hvad er bogens mest afgørende pointer?
Flere af strukturerne i vores sundhedssystem understøtter desværre, at der sker en stigmatisering af personer med psykisk sygdom. Det gælder blandt andet sundhedslovgivningen. En vigtig pointe er samtidig, at menneskerettighederne, som de ser ud lige nu, faktisk tilbyder retlig beskyttelse mod stigmatisering ved at forpligte myndighederne til at adressere og bekæmpe stigmatisering af personer med psykisk sygdom. På dén måde er lovgivningen både en del af problemet og en del af løsningen.
Hvad ønsker du at forandre med denne udgivelse?
Stigmatisering lever højt på de strukturer, som vi tager for givet, og derfor ikke forholder os kritisk til, som eksempelvis opbygningen af sundhedssystemet og lovgivningen. Mit ønske med denne udgivelse er at skabe en forskningsbaseret platform for, at vi kritisk kan forholde os til samfundsstrukturerne omkring os, så vi kan sikre, at det sundhedssystem, der har til hensigt at hjælpe, ikke samtidig utilsigtet bidrager til stigmatisering og forringelse af helbredet hos en i forvejen udsat persongruppe.
Stigmatisering er ikke tilsigtet, men kan have negative konsekvenser. Den bygger typisk på historiske strukturer som eksempelvis den traditionelle adskillelse af “almindelige” og “psykiatriske” akutmodtagelser og sygehuse. Nogle af strukturerne kan nemt ændres, for eksempel ved at fjerne diskrimination af psykisk sygdom i loven, mens andre strukturer er mere komplekse og derfor kræver mere komplekse løsninger.
