Det danske modstykke til den internationale proceskonkurrence Vis Moot er ELSA Denmarks Nationale Procedurekonkurrence, som Dreyers Fond også støtter. Årets vindere blev tvillingerne Nicolai og Christoffer Didriksen Jensen fra Aarhus Universitet, der havde fået kyndig vejledning fra Bech-Bruun.
Normalt bliver finalen for ELSA Denmarks Nationale Procedurekonkurrence afholdt i Højesteret, men det var ikke muligt på grund af de corona-restriktioner, der endnu var ved afholdelsen. Heldigvis sørgede konkurrencens hovedsponsor DLA Piper Denmark for både lokaler og forplejning til finalen samt for udarbejdelse af case til både lokalrunder og finalen.
I alt stillede otte hold op i henholdsvis Aarhus og København. Alle hold fik casen udleveret en onsdag morgen og havde så to dage til forberedelse og vejledning af et advokatkontor. Herefter skulle de procedere i lokalrunden foran tre dommere, der gav både feedback og point Halvanden uge efter gjaldt det så en ny sag og finalen.
Sagerne i procedurekonkurrencen er altid om formueret. I lokalrunden handlede det om et erstatningsansvar, mens det var om et kontraktligt ansvar i finalen, som de to 6. semesters studerende Nicolai og Christoffer Didriksen Jensen vandt og fortæller om.
”Vi vil begge gerne være advokater og komme til at stå i en retssal og procedere. Da det ikke er noget, vi lærer på studiet, var konkurrencen en oplagt chance for at prøve det. Vi anede ikke, hvordan det foregik, og det var mega udfordrende og lærerigt at få sådan en opgave og skulle løse den på to dage.
Undervejs skulle vi skifte side i sagen, men vi følte os begge mest trygge ved at være sagsøger, for der har man serveretten og lægger ud, hvor man som sagsøgte skal være klar til at ændre retning undervejs. Som sagsøgte er man ikke på forhånd klar over, hvor de andre lægger fokus, så det er mere kompliceret, og man skal være klar med alle argumenter. Men det var nu alligevel som sagsøgte, at vi vandt finalen.
Både til lokalrunderne i Aarhus og i finalen i København fik vi ros for vores rolige måde at argumentere og procedere på. Fos os var det til gengæld sjovt at opleve, at der var forskel på dommerne i de to runder. Hvor der i Aarhus var en mere formel stemning, var det i København mere uformelt, og en af dommerne bad os blandt andet om at vise mere glæde, når vi procederede. Det lærte os at navigere efter, hvem vi står overfor.
Vi troede, at det hele var dødseriøst, men det var det ikke kun, for det er mennesker, man står overfor. Når man procederer, skal man kunne læse sine tilhørere og justere i forhold til, hvem de er, og hvordan de reagerer. Vi følte hele tiden, at vi havde styr på de juridiske argumenter, så det var især i forhold til fremførelse, at vi var udfordret og skal øve os.
Det var lidt tilfældigt, at vi stillede op, og da vi aldrig havde prøvet det før, havde vi ikke så store forventninger til os selv, men undervejs blev vi virkelig bekræftet i, at vi gerne vil denne her vej fagligt. Som deltager får man sindssyg dygtig vejledning fra advokatkontorerne, og man får også udvidet sit netværk. Vi kan kun opfodre til at deltage i ELSA Denmarks Nationale Procedurekonkurrence”.
ELSA
ELSA Denmark er én af 44 nationale grupper i The European Law Students’ Association, der er verdens største organisation for jurastuderende og færdiguddannede jurister.
Med lokalgrupper i de fire universitetsbyer, Aalborg, Aarhus, Odense og København udgør ELSA Denmark det danske netværk i ELSA.
Læs mere på ELSA.dk