Hvorfor startede tegnestuen? Dét er vigtigt at formulere og holde fast i. Dels for egen selvforståelse og forankring og dels for at stå stærkt og tydeligt i mødet med samarbejdspartnere og kunder. For arkitekter er det en fordel at træne sin sproglige præcision og samtidig forholde sig kritisk til nogle af fagets sproglige generaliseringer.
Ovenstående var nogle af pointerne fra den nyligt afholdte workshop, som er et led i Projekt START af Arkitektforeningen og Dreyers Fond. Workshoppen er en af to, hvor de omkring 50 deltagere bliver udfordret på at reflektere og kommunikere om deres eget faglige ståsted.
Det konkrete resultat skal være et manifest, hvad der kan være en god øvelse for enhver arkitektvirksomhed at formulere – og i øvrigt er en forudsætning for at ansøge om at blive en del af projekt START, der kobler nystartede tegnestuer og kommunale bygherrer. Til næste og sidste workshop skal alle deltagerne have skrevet et manifest.
Vækstlaget i centrum
Inden de omkring 50 deltagere til START workshoppen blev inspireret af i alt tre fængslende oplæg, blev der budt velkommen af Arkitektforeningens Sidsel Gelting Hodge samt Mathilde Petri, der er arkitekt og næstformand i Dreyers Fonds bestyrelse.
”Dreyers Fond har i mange år fokuseret særligt på vækstlaget i dansk arkitektur. Dels ved at tilbyde forretningsudviklingsforløbet ’Dreyers legater til nystartede arkitektvirksomheder’, og dels ved at lade udvalgte tegnestuer udstille i Dreyers Arkitektur Galleri på DAC. Vi har undervejs mødt et stort behov for at få kontakt til potentielle bygherrer herunder landets kommuner. Derfor har vi i samarbejde med Arkitektforeningen skabt projekt START, hvor disse workshops blot er optakten”.
Find ind til kernen
Som optakt til de to START-workshops afholdt Arkitektforeningen i juni et netværksmøde tilrettelagt af journalist Steen Breiner under overskriften ”Hvad siger kunderne”. Målgruppen var også her vækstlaget, der her fik inspiration til både at imødekomme kommunale bygherres behov og at vokse som nystartet arkitektvirksomhed. Til workshoppen i slutningen af august blev der i alle oplæg givet inspiration til at skrive. Første oplæg var af Rosa Lund fra landskabstegnestuen STED.
Rosa Lund fortalte historien om tegnestuens opstart, der var motiveret af ønsket om et opgør med de begrænsninger og den vanetænkning og stressende arbejdskultur, grundlæggerne havde mødt i branchen. På Dreyers legater for nystartede arkitektvirksomheder fik STED formuleret, tegnet og designet den første forretningsplan og var sig tidligt bevidst, at fortællinger er essentielle for dem. Den første ansatte var da også en antropolog, der kunne skrive tekster, og det var den bedste investering ifølge Rosa Lund.
STED har arbejdet metodisk og modigt; engageret sig i fagorganisatoriske arbejde, deltaget i konkurrencer og netværk og vundet på at træde uden for ”plejer” rammen med en både nysgerrig naiv og meget bevidst tilgang. Det har indadtil været ved at finde sit WHY samt skabe en work/life balance for også udadtil at kunne formidle identitet og værdier. Rosa Lund kommer med tre gode råd:
1: Find frem til The Big Why (‘Start med hvorfor’ Simon Sinek) – det giver mening og er let at kommunikere
2: Brug jeres arkitektfaglighed til at skabe en tydelig synlig visuel og fysisk ramme for jeres virksomhed
3: Vær modige og tillidsfulde i jeres samarbejde med andre
Inspiration til at skrive
Efter Rosa Lund var det arkitekt MAA og Ph.D.-stipendiat Anne Pinds tur til at tale, og det blev bogstavelig talt en tale. Den både rørte og forførte salen og er her indsat nederst i fuld længde som inspiration til at skrive. Herefter var der oplæg af Arkitekturhistoriker Martin Søberg, redaktør på bogen Manifest Stafet, der fortalte med udgangspunkt heri om manifestet som genre og viste et væld af konkrete eksempler.
I dette oplæg blev det tydeligt hvor meget ikke blot udsagnet betyder, men også sætningsopbygning, brugen af tegnsætning, lydord, og samklangen mellem ord og billede Mens nogle manifester har en blid og rolig tone, kalder andre på at blive råbt højt og hårdt. Efter de tre oplæg blev de 50 deltagere sat til at sparre med hinanden om at fortælle. Fagkonsulent Sidsel Gelting Hodge fra Arkitektforeningen forklarer hvorfor.
”Denne øvelse var en øjenåbner i forhold til hvor forskelligt, hver enkel griber opgaven an, og det er jo kun fantastisk, for vi skulle nødigt ende med 50 ens manifester. Desuden var dette blot opvarmning, for frem mod næste workshop skal deltagerne have lavet et udkast, til deres eget manifest, som forhåbentligt både sprogligt og visuelt formidler, hvor de står”.
_____________________________________________
Anne Pinds tale til arkitekter
Om at skrive arkitektur
Mange tak for invitationen til at tale om arkitektur og tekst i dag. Jeg har valgt at skrive en tale til jer. Dels fordi jeg for tiden er en meget træt skrivende arkitekt, der deler soveværelse med en febervild etårig natteravn, dels fordi jeg har lyst til, at vi i dag, hvor vi retter vores opmærksomhed mod det skriftlige, bliver her i ordene, sammen.
Hovedstolen i et syltetøjsglas
Da jeg for nylig var på barsel, købte jeg en surdej i et syltetøjsglas med posten. Det viste sig, at den skulle fodres tre gange om ugen. Tilføres vand og mel og en del af den skulle endda også kasseres. Dens død indtraf, ikke overraskende, kort tid efter ankomsten. Alligevel fik den tid vi tilbragte sammen, mig til at tænke på min egen skrivepraksis, der grundet barslen, længe havde ligget i dvale. Jeg var bange for, at den var begyndt at tørre ud. En skrivepraksis har nemlig også brug for at blive fodret for at kunne leve og udvikle sig ved almindelig stuetemperatur. Ellers kan den hverken danne bobler eller hæve tekster.
Ordforråd
Man bliver bedre til at skrive af at skrive. En skrivepraksis øves og udøves ved at blive tilført ny næring, undren og ord. For at snyde frygten for den hvide side vil jeg opfordre jer, der er her i dag, til hver især, i jeres professionelle virke, at starte og holde en grundtekst i live. Med strøtanker, citater, noter, sange, indfald, refleksioner. Hvad som helst, der giver jer lyst til at sætte ord i rum. Hvis I skriftligt og løbende undersøger, hvor I selv står fagligt, og hvilken position I skriver fra, så har I allerede et ordforråd at dele ud af, når I som tegnestue skal finde en fællesformulering af, hvor og hvorfor netop I står sammen.
Kære farmor
At skrive kan være en meget sårbar proces. Når jeg skriver, sætter jeg helst noget på spil. Prøver noget, jeg ikke har prøvet før. Jeg kan godt lide, at jeg ikke ved, hvor det ender, at det er en opdagelsesproces, men det er også forfærdeligt nervepirrende og til tider opslidende. Når jeg bliver bange for at skrive, og det sker ofte, så forestiller jeg mig, at jeg skriver til min farmor. Hun døde for mange år siden, men når jeg har brug for det, hidkalder jeg hendes mildhed over papiret.
Floskelballoner
Når man skriver, kan det være fristende at adoptere ord, som der synes at være faglig konsensus omkring. Ord der har en stærk selvopholdelsesdrift, fordi ingen spørger til deres betydning. Snedige ord, der pludselig har spredt sig hen over siderne, hvis man døser hen. Vi har alle en andel i det sprog og I kan finde floskler, jeg ikke selv har turdet at set i øjnene, i hver og en af mine tekster. Det jeg vil understrege er, at arkitektursproget kræver jeres nærvær og fornyelse. Ellers ender vi med, at ’arkitekturens værdidannelse’ svæver væk fra faget i en kommunikationsballon. Så lad os vove os ud i sproget med en nål i hånden.
På COBES hjemmeside har jeg fundet denne sentens: ’We tie building and urban space together and give something back to the city’. Det lyder venligt og imødekommende, men lyt til den politiske slagside. Hvilken kommune vil ikke gerne dække sig ind under et ikke nærmere defineret ’at give noget tilbage til byen’, når nybyggeri har ædt fællesarealerne op på nær en lille bræmme, det vidunderlige 55 cm brede ord ’kantzone’.
I BIG’s pressemateriale kan alt lade sig gøre. Arkitektur er verdens medicin. Hvorfor gå rundt med hovedpine, når du kan tage en BIG? Det skriftlige hovedgreb spejler det arkitektoniske. Stable ordene og så et twist, skære begreberne op og vende dem på hovedet og værs’go! Hør hvor det lokker. Når man kan få solen til at gå ned i nord på en rendering, kan et trappetårn også være en DNA-streng.
Tilbudslistens poesi
Vi kan også beskrive arkitekturen i dens bestanddele. Tørt og stabilt, i et sprog, hvor tag og trappe ikke pludselig kan bytte plads. I de syv år jeg arbejdede som arkitekt og projektleder på en tegnestue, skrev jeg idéoplæg, fredningsbeskrivelser, kontrakter, tilbudslister og rettelsesblade. Jo tættere jeg kom på udførelsesfasen, desto mere skrev jeg, og det jeg skrev, blev tiltagende nøgternt og indkogt. I det deskriptive fagsprog er ordene få, og de bærer et enormt ansvar. Nu, hvor jeg er på lang afstand af de ord, der kan udføre en tagudskiftning, kan jeg savne deres materialitet, tilbudslistens knappe poesi, hvor ordenes vægt hviler af på hinanden.
Det bevæger sig, når vi går
Sammen med mine studerende på arkitektskolen, undersøger jeg løbende, hvordan vi kan skrive fra skiftende positioner, og hvilken betydning de positioner har for det vi oplever, og det vi skriver. Vi lærer, at det betyder noget, om Faxe Kalkbrud bliver skrevet på kanten af bruddet under birketræerne, ved skrivebordet på Akademiet eller nede i bruddet, mellem koralerne, i regnvejr, hvor støvlerne bliver tunge, fordi kalken sætter sig som sedimenter under sålerne.
Ud af faktaboksen. Historien om en hotdog
Min tidligere kollega i Arkitektens redaktion sagde ofte: Det er egentlig lige meget, hvad du skriver i en anmeldelse, folk bladrer alligevel bare frem til faktaboksen og så kigger de lidt på billederne. Hvad kan anmeldelsesteksten så bidrage med, mellem fakta og fotografi og hvor går den i gang? For mig starter tekstarbejdet på stedet. Jeg prøver at lægge andres ord og meninger bag mig, sammen med mine egne forventninger til, hvad der skal ske. Det er min indgang.
Da jeg skulle skrive min første arkitekturanmeldelse for Politiken af Studio Olafur Eliassons Fjordenhus i Vejle, var jeg rædselsslagen, især fordi det skulle gå stærkt. Nyhedskriteriet trumfer eftertænksomheden på en avisredaktion. Rædslen afstedkom et flugtforsøg. Da jeg ankom til indvielsesfesten, stak jeg af. Med en hotdog i hånden, og Sigurd Barrets underholdningsorkester i baggrunden, gik jeg ud på en lang træbro for at finde ro. Fra det sted, hvor jeg ikke havde nogen intentioner om at beskrive noget som helst, kunne jeg høre, hvordan havvandet slog ind mod de murede hulninger i bygningskroppen. Jeg kunne se teglen under vandet. Og pludselig lagde bygherrernes speedbåd til ved broen, og de gik forbi, hen over mine ketchuppletter, klædt i hvide habitter og krokodilleskindssko. Tænk at være til stede i dét øjeblik.
Læsninger
En tekst om en tekst reagerer på ord. En tekst om arkitektur, reagerer på rum. Vi siger gerne, at vi skriver om noget. Men der er det særlige ved arkitektur, at vi kan skrive i den. For mig er det barndomsdrømmen om at komme ind i bogen, der går i opfyldelse.
I arbejdet med en anmeldelse sker det ofte, at jeg finder ud af, hvad jeg også har oplevet, mens jeg skriver. Fordi skriften graver nye gange ind i oplevelsen. En arkitekturanmelder kan gå i alle retninger. Man skal selv finde vej. Og arkitektens blik kan tilmed snitte sig ind igennem materialer og konstruktioner. Med alle de muligheder i lommerne, vil jeg gerne skrive tekster, der giver læseren lyst til selv at gå videre.
Kyllingeperspektiv
Som ph.d.-studerende kæmper jeg med at finde indgangen til den akademiske tekst. Jeg tøver. Mener mindre. Faktisk er der blevet ret stille i mit arbejdsrum. Jeg har opgivet at pynte mig med lånte fjer, og accepteret, at jeg igen starter forfra, som en skaldet kylling. Så hvad kan man lære fra et kyllingeperspektiv, tæt ved jorden, hakkende rundt, efter frø og orm? Aner det ikke, men jeg vil prøve at skrive det, mens det sker.
Nu har jeg ikke mere tid. Det er sen aften og min febervilde søn skal have en Panodil. Denne her tekst er blevet meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Mere som en bunke postkort, end en opbyggelig helhed. Nu håber jeg, at vi kan tale om, hvordan I skriver. Tak for ordet.
Anne Pind
København, 18. august, 2021
Portræt Anne Pind af fotograf Laura Stamer
