Alt er transformation

Bogreolen er det mest markante i det lyse lokale, hvor Djernes & Bell netop har indrettet kontor. De fleste bøger handler om arkitektur, men der er også bøger om kunst, økologi, planteliv og den antropocæne tidsalder.

Djernes & Bell er en purung tegnestue grundlagt i 2020, men de to stiftere, Jonas Djernes og Justine Bell, har 15 års erfaring bag sig både fra Danmark og internationalt med projekter lige fra Mols til Cape Town.

”Vi har primært trådt vores børnesko i det engelske. Justine er sydafrikansk-britisk og for nylig også dansk statsborger, og jeg arbejdede i London i nogle år. Det var der, vi mødtes. Så det engelske har præget vores arkitektoniske afsæt,” fortæller Jonas Djernes.

I London arbejder man med eksisterende bygninger uden at tale om det som noget særligt. Der har man en naturlig transformationstilgang, forklarer parret, og det har de i høj grad taget med sig.

”Vi er transformationsarkitekter to the bone. Selv hvis vi tegner nybyg, tænker vi det som transformation, for der findes jo altid et landskab, en historie, en tradition. Så det handler om at fortolke og transformere det, der findes. På den måde kan man sige, at alt er transformation,” forklarer han og fortsætter.

”Det, vi laver, skal også være transformerbart for de næste generationer. Som arkitekter laver vi aldrig det endelige resultat; vi laver bare én iteration i en lang række af iterationer.”

Designet til slag og slid

Transformation kræver evner og interesse for vedligehold – en vigtig og kollektiv opgave, som i høj grad er blevet glemt, ifølge Justine Bell.

”Før i tiden var ting skabt ved håndkraft, og de var designet til at optage slid. Arkitektoniske detaljer som et vægpanel designet, fordi man forventer brug og slid lige dér: spark og slag, snavs og rengøring. Det er det, der gør dem smukke. Det er detaljer, som er skabt over meget lang tid – flere generationer af designudvikling,” forklarer hun.

I dag er der en besættelse af det nye, siger hun – et ensidigt fokus på kvantitet, skala og nyhedsværdi.

”Vi har mistet vores forbindelse til naturen og materialerne gennem kapitalismen og overindustrialiserede processer. I dag er ting ofte lavet på en fabrik i Kina. Hvilke materialer er de lavet af? Hvem har været med til at skabe dem? Det er svært at forstå, og dermed er det svært at reparere,” siger hun og fortsætter:

”Vi synes, at ting og rum og arkitektur skal være forståelige, og at folk selv skal kunne bygge og vedligeholde. Der er mange, der taler om et vedligeholdelsesfrit hus, og det tror vi simpelthen ikke på. Du skal bare strække tidsperspektivet nok, så er intet vedligeholdelsesfrit. Det handler bare om, at når noget går i stykker, kan det så repareres?”

Visdom i slim og mos

I forfald er der håb for nyt liv, siger Justine Bell, og her kan mennesker lære meget fra økologiske systemer.

”Svampe, slim og mos har en anden form for viden og har eksisteret langt længere end os, så vi bør drage inspiration fra deres måde at være på. Der er f.eks. ikke noget, der er affald, i et naturligt system; alt er næring for noget andet. Forrådnelse er en proces, som vi ikke kan adskille os fra, så det er bedre, at vi accepterer det og finder på måder at fejre det på og agere som en del af de systemer,” forklarer hun.

På ét af deres projekter i London har Djernes & Bell tegnet en pavillon, der er bygget op omkring et fyrretræ, for at vise respekt for træet som et ligeværdigt væsen og ikke blot en ressource. Gardiner og polstring i pavillonen er udført af tekstil lavet af gamle juletræer. På et andet projekt – en festival i Søndermarken – lavede Djernes & Bell workshops for at lære folk at bygge med stampet ler, og på et dansk botilbud har de i fællesskab med beboerne udviklet et projekt, hvor beboerne selv kan deltage i byggeri af udendørs shelters, fletning af landskabselementer i pil og drift af køkkenhaver.

Kommuner er foran

En transformationsarkitekt skal se tilbage og sætte sig ind i et sted og dets historie, men også se fremad og f.eks. vide noget om, hvordan materialer slides. Det er en ydmyg tilgang med et langt tidsperspektiv og en respekt for konteksten, og derfor skal man også passe på med at lave gennemgribende forandringer, forklarer Jonas Djernes.

”Når der er en sum penge til et projekt, er der en tendens til, at man drypper 25 øre ud over hele bundpladen, fordi folk forventer, at alting skal laves helt om og nyt. Det tror jeg sjældent er den rigtige tilgang. I England lærte vi at finde frem til det koncise nedslag, der gør en stor forskel. Hellere gøre det ordentligt ét sted, for ellers skal det hele sikkert laves om inden for nogle år, fordi det ikke var godt nok. Man skal ikke bruge penge, bare fordi man har dem,” siger han.

Parrets tilgang passer på mange måder godt til kommunale projekter, og de har da også gode erfaringer med at samarbejde med kommuner, som de mener kan noget særligt.

”Kommunerne har en smuk rolle i, at de bygger for alle mennesker, også de fremtidige brugere, og så går de op i, at man optimerer indgreb og finder på måder, en bygning kan være i brug så længe som muligt på. De har et længere tidsperspektiv og en forståelse og interesse for den større kontekst på tværs af dagsordener: lokalplan, kommuneplan, biodiversitet, skoler, inklusion, genbrug og cirkularitet. På den måde er mange kommuner længere fremme end de private bygherrer,” siger Justine Bell.

Tegnestuekontorfællesskab

Som man ville forvente, har parret ikke bygget meget om på deres nye kontor, som ligger i et gammelt baghus på Frederiksberg. Kun møblerne er ny- og selvbyggede og er lavet, så de kan tages fra hinanden og bruges til andre formål i fremtiden. Bordbenene er pudsebukke fra et stillads. Bordpladen i det fælles mødelokale, som de deler med to andre tegnestuer, er lavet af en bordpladerest og derfor usædvanligt smalt. Det giver bare en mere intim mødeoplevelse.

At blive en del af et kontorfællesskab giver naturligt en uformel vidensdeling og selvfølgelig noget socialt; det er en måde at skalere op på uden selv at vokse, forklarer Jonas Djernes. Kontorfællesskabet har ikke nogen formelle fælles regler eller arbejdsretning, men de deler lokaler, køkken og materialer – og i høj grad værdier.

De to andre tegnestuer i kontorfællesskabet er Johansen Skovsted, som også er en del af Projekt START, og Kim Lenschow. Begge har modtaget Dreyers Fonds hæderspris. I dette lille fællesskab er Djernes & Bell de nye i klassen, men de er glade for de mange års arbejdserfaring, de havde bag sig, da de sprang ud som selvstændige.

”Vi har samlet en masse viden og kan også tage meget bevidste beslutninger om vores værdier. Vi kan på en måde være mere radikale. Og der hvor vi står i den nuværende planetære krise, skal der radikale løsninger til,” siger Justine Bell.

Tekst og billeder: Emilie Koefoed