Projekt START af Arkitektforeningen og Dreyers Fond har til formål at matcher tegnestuer fra vækstlaget med opgaver i kommunerne. En af deltagerne er NOAA, der netop er udvalgt til at udvikle dyrelegepladsen ‘Dyren’ i Valby for Københavns Kommune.
Tegnestuen er grundlagt i 2015 af de to arkitekter MAA Pernille Bisgaard og Ole Smith, som tidligere har arbejdet 12 år med base i London. Tegnestuen tæller i dag tre ansatte og har til huse på Vesterbro i København. Som de siger i deres portræt:
Foto: NOAA
Målet er den glade slutbruger
Brugernes input, ønsker og drømme er med til at forme de arkitektoniske visioner er afgørende for den arkitektoniske vision for tegnestuen NOAA. Som en del af START skal tegnestuen nu give et løft til dyrelegepladsen ‘Dyren’ i Valby. Mød tegnestuen, som bruger dialog, eksperimenterende løsninger og sanselige oplevelser som løftestang for arkitekturen.
Midt i Svendborg, dér, hvor gråbrødemunkene i sin tid havde deres gang, er et nyt, 30 meter langt trappeforløb kommet til. Dens 28 trin i kulbrændte teglsten er udført i forskellige mønstre og farver, men alle er de inspireret af signifikante facadeornamenteringer og fortolkninger af klassiske murstensforbandter fra Svendborg By. Bortset fra ét.
“Det er mønsteret fra Sarah Lunds sweater,” siger Ole Smith og peger på et fotografi af trappen, som forbinder bymidten med stationsforpladsen. Og ét af trappens 28 trin prydes rigtigt nok af det stjerneformede islandske mønster, kendt fra Forbrydelsen I.
Det diskrete touch af nordic noir er typisk for den uhøjtidelige tilgang, som NOAA har til arkitekturen. Tegnestuen blev etableret i 2015 af de to MAA’er, Pernille Bisgaard og Ole Smith, efter 12 år med base i London og talrige projekter i den engelske hovedstad, i Singapore, Wales, Kuala Lumpur, Hong Kong og New York.
“Vi har haft en fantastisk tid i udlandet og lært en masse. Og vi har taget en masse erfaring med hjem fra store internationale projekter, unikumarkitektur og velhaverboliger, som vi nu bruger til at skabe værdi i mere borgernære projekter for kommuner, biblioteker og offentlige institutioner rundt omkring i Danmark,” fortæller Pernille Bisgaard.
Foto: Ed Gumuchian
Ingen standardløsninger
Vi sidder på tegnestuen på Vesterbro i København, som tegnestuens fem arkitekter deler med andre kreative profiler. Ja, faktisk er hele ejendommen befolket af fotografer, designere og filmfolk, som både bor og arbejder her og skaber projekter sammen på kryds og tværs.
På de farvede vægge hænger tegninger fra NOAAs projekter. Håndblæste glaslamper står på et bord. De er prototyper fra et projekt i Singapore, som Ole Smith var projektleder for, da han tidligere i karrieren arbejdede for det engelske Heatherwick Studio.
Her står også plastprøver af genbrugte yoghurtbægre. En hjemmebygget model i træ af et bord, som i sin fulde størrelse skal kunne løftes med én finger. Glaserede mursten, som er udviklet i forskellige afskygninger i et samarbejde med keramiker Mikael Jackson. Alt sammen afspejler det tegnestuens tilgang, som befinder sig et sted i krydsfeltet mellem arkitektur, kunst og lokale håndværkstraditioner.
“Vi prøver det hele af her. Her er ingen standardløsninger og ofte en begrænset økonomi. Derfor eksperimenterer vi os frem og opfinder løsninger – og altid i dialog med brugerne og de andre fagligheder omkring projektet. Det er sjovt, og vi lærer meget af at arbejde sammen med andre, hvad enten de så er keramikere, murere eller pædagoger,” uddyber Pernille Bisgaard.
Foto: Benita Marcussen
I fokus for størstedelen af tegnestuens projekter er de sanselige oplevelser, som bor i detaljen, og som Pernille Bisgaard og Ole Smith ser som et aktiv i udviklingen af arkitektonisk udfordrende rum. Det er oplevelser, der i projekterne afstemmes i en balance mellem fortiden, nutiden og fremtiden. Og som meget lig de mennesker, arkitekterne selv holder af, har dybde, karakter og et glimt i øjet. Som med sweatermønsteret, der blev omsat til tegl i Svendborg.
“Vi bruger nok flere farver og ornamenteringer end de fleste andre danske arkitekter, og det er selvfølgelig fordi, vi har arbejdet så mange forskellige steder. Men vi trækker også på historien, finder inspiration i gamle numre af Arkitekten, og vi er meget bevidste om, at det, vi laver, skal holde på den lange bane,” siger Ole Smith.
“Derfor forsøger vi også altid at kigge 50 år frem, hver gang vi udvikler et nyt projekt. Og vi spørger os selv, hvordan det ser ud til den tid, og om det stadig kan bruges. Det må ikke ende med en 2020-model,” tilføjer han.
Foto: Betina Marcussen
Brugerne først
Siden starten i 2015 har NOAA fået flere projekter under bæltet, herunder flere biblioteker, kulturhuse og læringsrum, som er områder, der ligger arkitekternes hjerter nær. Så hvad er fællesnævneren?
“Vi har ikke en bestemt stil,” siger Ole Smith og uddyber: “Vores mål er den glade slutbruger. Vi tænker brugerne først, og derfor lytter vi, før vi tegner, og vi bliver glade, når vi ser, at det vi laver, bliver indtaget og overtaget af dem, der skal have glæde af stedet i det daglige.”
Det betyder dog ikke, at der ikke er en arkitektonisk vision bag tegnestuernes projekter, men at visionen bygger på en længere proces og dialog. Talrige samtaler, hvor tegnestuen kortlægger behov og ønsker, gerne brugerinddragelse, arbejdsmodeller, 1:1 mock-ups, materialetest og farveprøver. Og så videre.
Brugernes input tages med videre og omsættes til fysiske greb. Et kulturhus har fået et rundt køkken, som er tegnet sammen med en bruger, Gunnar, og hans slæng, Mad og Mænd.
“Gruppen var tidligere var henvist til et trangt køkken, men sammen slog vi en stor cirkel og placerede kokken Gunnar i midten, så alle nu kan se og høre alt,” fortæller Pernille Bisgaard.
Foto: Benita Marcussen
Andre gange er brugernes drømme mere svævende. Som eksempelvis ønsket om ’et rum, der føles rart og hjemligt’. Et ønske, som NOAA flere gange har opfyldt ved hjælp af specialtegnede, håndlavede akustikpaneler. Succesfuld arkitektur er ikke kun, hvordan rummet ser ud, men i lige så høj grad, hvordan det sanses, og derfor tænker arkitekterne altid akustikken med.
“Når vi møder de forskellige brugergrupper, der knytter sig til vores projekter, bruger vi tid på at lære folk at kende og forstå, hvad der er vigtigt for dem. Og vi spørger ind til muligheder, tager på ture og tegner sammen med brugerne og viser referenceprojekter, som vi kan tale ud fra,” siger Ole Smith.
Han skæver til en notesblok, som ligger opslået på bordet. På to-do-listen for næste biblioteksprojekt er møder med henholdsvis ‘Stenvennerne’, og ‘Stuefuglene’.
“Vi ved endnu ikke så meget om, hvem de er, og hvad der er vigtigt for dem. Men det glæder vi os til snart at finde ud af.”
Foto: Ed Gumuchian
Foto: Ed Gumuchian
Engang havde gederne et bjerg i Valby
Tegnestuens første opgaver kom via netværk frem for konkurrencer, og i dag er det næsten altid færdige projekter, der fører nye med sig:
“Og det er jo en stor tilfredsstillelse for os, når vi bliver kontaktet med nye projekter, fordi det, vi har lavet, blev en succes hos slutbrugerne,” siger Pernille Bisgaard.
I 2021 blev NOAA udvalgt som én af tegnestuerne i START, det fælles projekt mellem Dreyers Fond og Arkitektforeningen, som skal koble de forholdsvis nyetablerede tegnestuer med konkrete opgaver i kommunerne.
Første match er mellem NOAA og Københavns Kommune, som nu samarbejder om en videreudvikling af Dyren – en populær, men nedslidt dyrelegeplads, som ligger i Folehavekvarteret i Valby. Med nye hegn, indgange, lys og belægning skal stedets rammer have et løft, og nye forbindelser skal knyttes mellem den nærliggende plads, klubben for skoleelever og plejehjemmet.
Processen er stadig i sin vorden, men allerede nu står det klart, at Dyren fremover skal være et mere åbent og inviterende sted med flere muligheder for aktiviteter og ophold.
En håndtegnet skitse kommer på bordet. Den inddrager brugernes og arkitekternes fælles idéer om flere mindre, afgrænsede rum. Om bedre muligheder for at komme omkring uden at få skoene tilsølet af mudder. Og også dyrene skal have bedre forhold, end de har i dag, forklarer Pernille Bisgaard og tilføjer endnu en drøm, som står højt på brugernes liste:
“Vi har ladet os fortælle, at gederne engang havde et bjerg i Valby. Det skal de selvfølgelig have igen.”
Tekst: Birgitte Lindegaard Jensen, Arkitektforeningen