Skandinaviens største arkitekturfestival CAFx er tilbage for niende år i træk med et både bredt, kærligt og kritisk festivalprogram – denne gang med fokus på temaet ’Stedsans’. CAFx bliver skudt i gang med gallapremiere på dokumentaren ’Best in the world’ og har derefter et spækket festivalprogram med over 100 arrangementer.

CAFx løber over 11 dage og byder på 100 arrangementer, der kredser om de økonomiske, kulturelle og klimatiske sammenhænge, der præger byen og dens arkitektur; et heftigt festivalkompleks, der spreder sig på tværs af medier, vidensfelter, institutioner og byens rum. Helt kort fortalt manifesterer stedsans sig i den måde, vi bygger og planlægger på gennem 100 arkitekturarrangementer i København og Aarhus fordelt på film- og debatvisninger, udstillinger, guidede ture, workshops, seminarer, åbent hus og meget mere.

Foto: Torben Petersen, Lars Just og Peter Ingeman
Kort om udvalgte events
I år har CAFx æren af at kunne præsentere en af det 21. århundredes mest indflydelsesrige arkitekturteoretikere, Juhani Pallasmaa, der over to dage gæster festivalen. Pallasmaa har tilrettelagt et filmprogram om ‘Stedsans’, der udspringer af hans mangeårige forskning i fænomenet, som han vil præsentere og perspektivere gennem introduktioner og foredrag i forbindelse med filmene. Oplev blandt andet Tarkovskijs ‘Nostalghia’ og Antonioni’s ‘The Passenger’ på det store lærred og hør forelæsningen ‘The Hidden Paintings in Hitchcock’s Films’ i forlængelse af visningen af Hitchcock’s ‘The Rope’.


I CAFx’ egne lokaler på Halmtorvet 27 åbner udstillingen ‘Nye metoder til store udfordringer: Architecture and Extreme Environments’ om arkitekten David Garcia’s arbejde med at skabe en arkitektur, der både er i balance med vores behov og planetens økosystemiske grænser. Udstillingen akkompagneres af en arrangementsrække, der udvider vores forståelse af ekstreme vejrforhold som et vilkår i tilværelsen og arkitekturen. Her kan gæsterne blandt andet møde kunstnergruppen Superflex, kurator Jacob Lillemose, forlagsdirektør Kristoffer Weiss og tegnestuen SAGA Space Architects.
CAFx lægger desuden hus til arrangementet ‘Urbane Interventioner’, når to af de fremmeste arkitekturkollektiver, tyske Raumlabor og franske Collectif Etc, faciliterer en workshop og samtale om sted, lokale netværker og kollektive metoder. Arrangementet markerer startskuddet på et længere stedsspecifikt samarbejde med Raumlabor, Collectif Etc, CAFx og en række partnere i København.

Foto: Victoria Tomaschko
Dette er blot et lille udpluk af de over hundrede arrangementer under årets arkitekturfestival i oktober. Arrangementsbeskrivelserne for hele festivalen er i det fulde festivalprogram på cafx.dk. Festivalen er primært støttet af Realdania, Københavns Kommune, Dreyers Fond, Det Danske Filminstitut og Statens Kunstfond.
Topbillede: Niels Nygaard