Bogen ‘Steen Høyer: Landskabskunst III’ er udkommet på Aristo Bogforlag med støtte fra Dreyers Fond. Bogen indeholder ud over skitser og billeder også tekster af Carsten Thau og Morten Stræde samt interview ved arkitekt og samarbejdspartner Lene Tranberg.
Landskabskunst er den tredje skitsebog om Steen Høyers arbejder. Bogen gengiver en række projekter, som Steen Høyer arbejdede med fra 2011 til 2017. Som i de foregående Landskabskunst I og II er projekterne blandet med fotoserier og skitser, der viser, hvad Steen Høyer var optaget af i perioden.
Flere af projekterne har mere end én løsning, fordi de drillede undervejs, og Høyer ikke bare justerede forslagene for at få dem til at falde på plads, men udviklede nye koncepter. Det gælder både projektet til landskabet omkring det nye Naturhistoriske Museum, der pt er byggeplads, samt til Frihedsmuseet. Begge projekter er skabt i samarbejde med arkitekterne Lundgaard & Tranberg.
Billedkunstner og landskabsarkitekt Steen Høyer var professor ved Kunstakademiets Arkitektskole fra 1994 til 2016. Han døde desværre i 2019, inden bogen Landskabskunst III udkom og afsluttede hans værk.
Professor Carsten Thau og billedkunstner og professor Morten Stræde har hver skrevet et essay, mens arkitekten og den mangeårige samarbejdspartner Lene Tranberg har interviewet Steen Høyer.