Ny rapport udgivet af Advokatrådet slår fast, at der er en utilfredsstillende retssikkerhed for borgerne i Grønland, selv om den de senere år er forbedret. Rapporten samler en række anbefalinger til at styrke retssikkerheden og retsvæsnet i Grønland – med opmærksomhed på de særlige sproglige, kulturelle og geografiske forhold, som gælder for det grønlandske retsvæsen.
Hvis retssikkerheden i Grønland skal måles efter internationale standarder, er den ikke i orden. Det konkluderer en ny rapport, som Advokatrådet netop har udgivet.
Rapporten, som er støttet af Dreyers Fond, bygger på en lang række møder med aktører i og omkring det Grønlandske retsvæsen. Den bygger desuden videre på Advokatrådets tidligere rapporter for at tegne udviklingen siden 2016 i retssikkerheden i Grønland.
I den nye rapport har Advokatrådet samlet 25 anbefalinger, der kan implementeres på kort sigt, og fire langsigtede anbefalinger, der kan implementeres over en periode på 10-15 år. Der skal blandt andet være flere jurister og en bedre adgang for borgere til juridisk bistand. Der skal skabes en bistandsadvokatordning og bedre retshjælpstilbud – særligt i mindre befolkede områder, hvor borgernes adgang til bistand fra autoriserede forsvarere og advokater er udfordret. Og endelig bør de juridiske kompetencer i retsvæsnet højnes.
Adgang til retssikkerhed i hele Grønland
De meget store geografiske afstande i Grønland og tyndt befolkede områder betyder, at det er svært at sikre, at alle borgere har samme adgang til retssikkerhed. I den nye rapport sætter Advokatrådet fokus på “access to justice” i de mindre befolkede områder af Grønland, hvor det kan være særligt vanskeligt at sikre den rette balance mellem hensynet til høj juridisk faglighed og nærhedsprincippet.
”Et af de steder, hvor Advokatrådet anbefaler, at man hurtigt sætter ind, er i forhold til advokatbistanden, for det er et rigtigt stort problem, at borgerne i Grønland har dårlig adgang til advokatbistand – det gælder også i en lang række alvorlige kriminalsager. Adgangen til retssikkerhed er generelt meget udfordret i yderområderne, og det bør der arbejdes på for at skabe et betryggende retssikkerhedsniveau for de mennesker, som indgår i en retsproces,” siger Martin Lavesen.
Det grønlandske retsvæsen er opbygget med fire kredsretter som p.t. har 11 faste kredsdommere i alt, og derudover er der Retten i Grønland og Grønlands Landsret med hver én fast dommer og et antal dommerfuldmægtige. Der er 17 advokater – hvoraf ganske få er beskæftigede med kriminalret – og 18 autoriserede forsvarere. Alle 17 advokater er lokaliseret i Nuuk, mens de autoriserede forsvarere er til stede i fem byer på Grønlands vestkyst.
Aktørerne i retssystemet opererer med meget store afstande, og der findes f.eks. hverken autoriserede forsvarere eller lokale kredsdommere i Østgrønland.
Øget fagkundskab hos kandidatstuderende og lægmænd
Borgernes retssikkerhed udfordres yderligere af, at retssystemet skal håndtere sproglige udfordringer med både grønlandsk – herunder forskellige grønlandske dialekter – og dansk, mens der er stor mangel på tolke og oversættere. Derudover mangler der en ensartet juridisk terminologi på grønlandsk. Jurauddannelsen i Nuuk, der i år får egen kandidatdel, vækker håb om at styrke de kompetencer på længere sigt.
Et særkende ved det grønlandske retsvæsen er, at det traditionelt har hvilet på et lægmandssystem, hvor hverken dommere, forsvarere eller anklagere er uddannede jurister. Ifølge det såkaldte nærhedsprincip vægtes det nemlig højt, at de personer, som træffer beslutning i retssager, har indsigt i stedlige og almene grønlandske forhold, herunder det grønlandske sprog og den grønlandske kultur. Det er fortsat udgangspunktet, at retsvæsenets aktører ikke er uddannede jurister. Dog har aktørerne i de senere år fået et højere juridisk vidensniveau med indførelse af specialiserede uddannelsesforløb for både kredsdommere og autoriserede forsvarere, viser rapporten.
”Der er bestemt sket forbedringer de senere år, og lige nu skal vi bevare det system, der er, for der er i høj grad fordele ved, at aktørerne har en dyb forankring i det grønlandske sprog og kultur. Men samtidig må vi også anerkende, at systemet opererer under nogle vilkår, som ikke retssikkerhedsmæssigt er i orden. En af vores langsigtede anbefalinger er derfor, at vi skal øge de juridiske kompetencer hele vejen rundt i retsvæsnet, og det skal ske som en naturlig udvikling i takt med, at der uddannes flere jurister i Grønland,” siger Advokatrådets formand, Martin Lavesen, som har været med i arbejdet med rapporten og har medvirket til en lang række interessentmøder i Grønland.
Anbefalingernes økonomi
Advokatrådet arbejder på et tillægsnotat, hvor Copenhagen Economics skal belyse, hvilke økonomiske udgifter der vil være forbundet med anbefalingerne i rapporten. Beregningerne forventes at blive udgivet i et tillægsnotat i sensommeren 2024.
”Vi kan se, at der er sket flere forbedringer i det grønlandske retsvæsen de senere år, og i vores arbejde med rapporten har vi mødt mange imødekommende aktører, som alle i det daglige gør et godt stykke arbejde. Men når det er sagt, så er der stadig en række udfordringer, som bør løses for at give borgerne i Grønland en bedre retssikkerhed. Det kommer ikke til at ske med et snuptag, men med de initiativer, vi foreslår, vil man kunne rykke rigtig meget,” siger advokat Allan Nejbjerg, der har været formand for den arbejdsgruppe under Advokatrådet, som har udarbejdet rapporten.
Læs Advokatrådets rapport på dansk fra 2024.
Læs Advokatrådets rapport på grønlandsk fra 2024.
Fakta
Advokatrådet nedsatte i foråret 2023 en arbejdsgruppe, som med støtte fra Dreyers Fond over et år skulle belyse de særlige omstændigheder, der kan udfordre retssikkerheden for borgere i Grønland. Arbejdsgruppen har haft til opgave at følge op på udviklingen i det grønlandske retsvæsen og de anbefalinger til retssikkerhedsmæssige forbedringer, som Advokatrådet fremsatte i 2016.1 Derudover blev undersøgelsernes omfang udvidet til at inddrage “access to justice” i de mindre befolkede områder af Grønland, hvor det kan være særligt vanskeligt at sikre den rette balance mellem høj juridisk faglighed og lokal tilstedeværelse.
På baggrund af arbejdsgruppens undersøgelser har Advokatrådet fremsat en række anbefalinger til forbedringer af borgernes retssikkerhed i hele Grønland.
Arbejdsgruppen har haft følgende medlemmer:
• Advokat Allan Nejbjerg, medlem af Advokatrådet (gruppeformand)
• Advokat Martin Lavesen, formand for Advokatrådet
• Advokat Karen Wung-Sung, tidligere medlem af Advokatrådet
• Advokat Marie Louise Frederiksen, bestyrelsesformand for Nunatsinni
Advokatit (Grønlandske Advokater)
• Generalsekretær i Advokatsamfundet, Andrew Hjuler Crichton, samt
medlemmer af Advokatsamfundets sekretariat
Projektet følger op på anbefalingerne i Advokatrådets tidligere rapport fra 2016 og 2023.