Skandinaviens største arkitekturfestival CAFx fejrer 10-års jubilæum med temaet ’Livsform’ som omdrejningspunkt. Dreyers Fond støtter igen i år festivalen, der løber fra 1. til 11. juni og markerer København som dette års arkitekturhovedstad.
Arkitekturfestivalen har endnu en gang et omfattende program, der består af blandt andet byvandringer, udstillinger, performances og filmvisninger. I løbet af festivalens 11 dage bliver Københavns byrum fyldt med over 100 begivenheder, der udforsker mangfoldigheden i livsformer på tværs af arter og identiteter. Festivalen stiller skarpt på aktuelle spørgsmål og præsenterer arrangementer, der kaster et kritisk, kærligt og klimavenligt blik på arkitekturen.
I år sætter CAFx livet i centrum og gentænker forholdet mellem form og liv gennem nye fortællinger, metaforer og modeller for arkitekturen. Dette års festivalprogram er nøje sammensat for at udforske mangfoldigheden i rummet for liv i alle dets forskellige former. I løbet af 11 dage i arkitekturens navn skaber CAFx en unik platform, der undersøger, hvordan vores omverden påvirker arkitekturen og omvendt, hvordan arkitekturen påvirker vores hverdag. De mange begivenheder inspirerer til, hvor og hvordan arkitekturen kan gøre en forskel.
CAFx favner bredt for at tiltrække både fagfolk og arkitekturinteresserede og tilbyder noget for enhver smag. Tankerne bag festivalens program er netop at formidle arkitektur til et bredt publikum ved at tilbyde en nysgerrig og uhøjtidelig indgang i den arkitektoniske verden. Og ved at understrege, at arkitektur er for alle og ikke kun for arkitekterne.
Et udpluk af festivalens højdepunkter
Et af højdepunkterne i årets CAFx er Danmarkspremieren på den nye sci-fi miniserie ’Arkitekten’ af den danske instruktør Kerren Lumer-Klabbers. Serien handler om arkitekten Julie, der lever i en parkeringskælder i et Fagre Nye Verden-agtigt Oslo i en nær fremtid. Publikum kan se frem til et live-talkshow, der bliver afholdt i forbindelse med filmvisningen. Her vil mini-oplæg om boligbobler, tiny housing-tendenser, privatisering af det offentlige rum, mansplaining og arbejdsforhold i arkitekturverden bidrage til en spændende diskussion om nye betingelser for arkitekturen. Programmet byder også på oplæg fra førende eksperter og iblandt disse er den fremtrædende arkitekturteoretiker David Gissen fra USA. Gissen vil kuratere et filmprogram om den handikappede krop i relation til arkitektur og bidrage til at udvide perspektiverne på arkitekturens rolle i samfundet.
I en tid med stigende bevidsthed om klima- og biodiversitetskrisen, skal arkitekter forholde sig til nye vilkår i bygningsprocessen. Derfor sætter CAFx fokus på miljøforandringer og undersøger, hvordan den økologiske drejning former arkitekturen. Festivalprogrammet præsenterer nøglepersoner fra både ind- og udland, der belyser den bæredygtige udvikling i det arkitektoniske felt. På Halmtorvet kan besøgende opleve en lokal udgave af Den Danske Pavillon fra årets Venedig Biennale, der fokuserer på naturbaserede løsninger til håndtering af global havvandsstigning. Kuratoren vil være Josephine Michau, der er direktør for CAFx. Det er blot en brøkdel af det omfattende program for årets CAFx. Se hele programmet.
Om CAFx
CAFx er skandinaviens største arkitekturfestival, der hvert år sætter fokus på de steder, hvor arkitekturen møder omverden. Festivalen blev etableret i 2014 og i år bliver den afholdt for tiende gang. Festivalen skildrer visioner, konflikter og historiske forandringer i det byggede miljø, og undersøger grænserne mellem æstetik, funktion og identitet. Vejen derhen er baseret på samarbejder på tværs af discipliner, fagligheder, praksisser og erfaringer.