Levende Menneskerettigheder er klar med sit nyeste undervisningsprojekt ’Hvor Går Grænsen’. Dilemmaspillet er støttet af Dreyers Fond og igangsætter vigtige debatter hos elever fra udskoling og ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.


’Hvor Går Grænsen’ er en rekonstruktion af en voldtægtssag, hvor eleverne og studerende bliver præsenteret for troværdige og vedkommende dilemmaer samt de mulige konsekvenser, der er vigtige at forholde sig til som ungt menneske. Spillet er udviklet til undervisningsbrug i samfundsfag og seksualundervisning.
“Dilemmaspillet om voldtægt præsenterer eleverne for en yderst relevant og vedkommende problemstilling – ikke mindst i lyset af den nye samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse. Eleverne får mulighed for at forholde sig til de relevante hensyn, der skal varetages både over for tiltalte og forurettede,” forklarer Mathias Kirk Jordansen, der er direktør i Levende Menneskerettigheder.


Med udgangspunkt i det virkelige liv
Målet med alle dilemmaspil fra Levende Menneskerettigheder er blandt andet at højne og skærpe elevernes kritiske tænkning og refleksionsevne for derigennem at styrke den demokratiske dannelse. Dilemmaspillene lader de unge reflektere over de strafferetlige og menneskelige konsekvenser for både offer og gerningsmand. Det skaber levende dialog om retssikkerhed og menneskerettigheder og er tiltænkt at have en kriminalpræventiv effekt.
’Hvor Går Grænsen’ er udviklet til undervisningsbrug i samfundsfag og seksualundervisning med relevante videns- og færdighedsmål for øje, så det understøtter kompetenceudvikling.


“Da der er tale om en rigtig retssag fra det virkelige liv, som vi har fået aktindsigt i, er det vores forventning, at eleverne i endnu højere grad vil kunne relatere til problemstillingen. De bliver undervejs i spillet udfordret til at gøre sig nogle modne overvejelser om parternes udsagn og motiver, og de skal i sidste ende selv stemme og dermed afgøre sagens udfald,” fortæller Mathias Kirk Jordansen og fortsætter:
“Det er vores forhåbning, at spillet vil give anledning til nogle interessante og lærerige diskussioner omkring blandt andet hensigt og signaler, som kan bidrage til de unges evne til selv at kunne navigere inden for det her svære område”
’Hvor Går Grænsen’ ligger gratis tilgængeligt på Levende Menneskerettigheders undervisningsplatform www.dilemmademokratiet.dk, der i forvejen har et voksende udbud af gratis undervisningsprojekter til unge, der går i udskolingen eller på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

