Ifølge de to dokumentarister vokser, hvad der bliver accepteret i fredstid, til monstre i krigstid. Det er set og sket med såvel racisme som sexisme, og resultatet har været etniske udrensninger og voldtægt som våben.

Den dag i dag benytter Islamisk Stat sig åbenlyst af voldtægt som våben, som det også blev under borgerkrigene i både Rwanda og det tidligere Jugoslavien.

Det var under en filmproduktion om sidstnævnte, at Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersen blev opmærksomme på området og derfor var medstiftere af foreningen www.norape.org, som Dreyers Fond har støttet med midler til filmproduktion.

Mere om den historie senere. Vi starter med jura.

Feministisk jurisprudens

For de to dokumentarister er sagens essens at få fokus på det internationale begreb feminine jurisprudens, der forenklet forklaret indbefatter et ønske om i højere grad at inkludere kvinders erfaringer og holdninger fundamentalt i lovgivningen.

”Groft sagt stammer vores fundamentale lovgivning fra henholdsvis Romerriget og Napoleons regeringstid – med efterfølgende justeringer naturligvis. Men pointen er, at der ikke var kvinder med i formulering af de grundlæggende love, og det bærer vores vestlige lovgivning på området efter vores mening præg af,” siger Annette Mari Olsen.

Jurisprudens er en form for metaretsvidenskab, for det er heri, at de etiske overvejelser, visdommen bag formuleringer og formodning om anvendelsen ligger indkapslet. Jurisprudens har rødder i det enkelte lands kultur, og derfor vil den variere stærkt fra for eksempel Danmark til Saudi-Arabien i såvel holdningerne bag som definering af den konkrete strafudmåling.

For og imod feminint fokus

I en af dokumentaristernes nye film forholder professor i retshistorie Ditlev Tamm sig til metafaget jurisprudens som forholdet mellem ret og moral, der konkret kommer til udtryk i udformning og anvendelse af loven. Voldtægtsområdet hører til i straffeloven, der er særlig vigtig, fordi den skal leve op til den udefinerbare størrelse, som samfundets retsfølelse er.

”Ditlev Tamm er skeptisk over for kønsopdelt jurisprudens, når det gælder Danmark, for ifølge loven er mænd og kvinder ligestillet, og det kan blive problematisk, hvis vi opstiller en barriere imellem de to køn,” fortæller Annette Mari Olsen og fortsætter:

”Modsat ønsker jurist og MF’er Pernille Skipper et redefineret syn på kvinder i vores kultur, og det har gjort hende dybt engageret i lovgivning på voldtægtsområdet,” fortæller Annette Mari Olsen.

I videoen med Pernille Skipper bliver ridset en række ubehagelige og groteske eksempler på frifindelser i voldtægtssager frem. Hun mener, at lovgivningen er sexistisk og et spejl af vores syn på kvinder. Der er brug for forandringer, som også FN Ambassadør og hollywoodskuespiller Angelina Jolie påpeger i et indlæg om voldtægt som krigsvåben.

Erfaringer fra krigsforbryderdomstolen

Michelle Jarvis, der er anklager ved den internationale krigsforbryderdomstol, har gjort sig nogle erfaringer om voldtægt, da det er endnu mere kompliceret at dømme i krigstid end i fredstid.

De første år i sager mod krigsforbrydere i det tidligere Jugoslavien var domstolen slet ikke hverken villig eller gearet til at forholde sig til voldtægt som våben på trods af massegrave med kvinder, der var blevet voldtaget og myrdet.

Med årene blev der åbnet op for at anklage om voldtægt ved ICTY (Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien) i Haag. I alt 275 kvinder nåede at stå frem med fortællinger om voldtægt, uden at nogen af de øverste ansvarlige blev dømt. Lavere rangende blev dog, og voldtægt som våben omsider anerkendt af verdenssamfundet.

Når kvinder taler frit

Netop denne europæiske borgerkrig i egen baghave var startskuddet til, at Katia Forbert Petersen og Annette Mari Olsen fik vækket deres interesse for voldtægt som krigsvåben og siden feminine jurisprudens.

”Vi skulle producere en dokumentar for TV2 om konflikten på Balkan, der var den første krigshandling i Europa siden 2. Verdenskrig. Vores optagelser startede i marts 1992,” husker Katia Forbert Petersen.

Hun og kollegaen Annette Mari Olsen var taget til det danske flygtningelejer ”FLOTEL EUROPA”. Det var et skib ombygget til hotel, der husede de første 1000 flygtninge efter krigen i det tidligere Jugoslavien. Da Katia Forbert Petersen skulle optage nogle få dækbilleder fra et køkken kun med kvinder og børn, endte hun med at blive hængende, til både bånd og batteri var brugt op.

Massevoldtægt tæt på

”Kvinderne var meget oprørte, og jeg fornemmede, at deres samtaler var vigtige. Ét ord gik meget igen, men jeg forstod ikke, hvad de talte om,” fortæller Katia Forbert Petersen.

Ordet var ’voldtægt’ fandt de to dokumentarister ud af, da de dagen efter sad i klipperummet og fik kvindernes samtale på optagelserne oversat. Et tydligt billede af stammekrig, etnisk forfølgelse og massevoldtægter tegnede sig ud fra kvindernes fortællinger.

”Det var forfærdeligt! Vi var unge og havde selv børn, så vi fik nærmest nervesammenbrud af historierne. Kvinder skal kunne passe deres afkom og ikke voldtages – men det blev de. Og de blev ved med at spørge, mest sig selv, om de nogen sinde ville kunne tilgive”.

Voldtægt i krig og fred

Dokumentaristerne endte med kun at bruge få klip til den endelig dokumentar om krigen på Balkan. Kort efter kom borgerkrigen i Rwanda, og her blev det åbenlyst for hele verdenssamfundet, at voldtægt var en bevist krigsstrategi.

”Det, at kvinder er så udsatte og skrøbelige, tyngede os. Der skulle gå ti år, inden vi fandt styrken til at tage vores udskrifter fra de gamle optagelserne frem. Vi talte om, at hvad, der bliver accepteret i fredstid, vokser til monstre i krigstid. Voldtægt er selvfølgelig ikke lovligt, men kvinder er dybest set et tag-selv-bord. Vores lovgivning bærer præg af, at vi engang tilhørte mændene,” mener Katia Forbert Petersen

Der gik yderligere 10 år, før de to dokumentarister var klar til at bruge de gamle klip. De blev suppleret af nye optagelser og interviews med ofre for voldtægt, dengang borgerkrigen rasede. Resultatet var dokumentarfilmen ”Voldtægt som krigsvåben”.

Siden har de fortsat med seks mindre film i foreningen Norape.org- regi med fokus på lovbestemmelser for voldtægt i både freds- og krigstid samt den aktuelle debat om, hvorvidt lovgivningen på voldtægtsområdet bør ændres, så der er krav om samtykke. Det er der blandt andet i Sverige.