Hovedtemaet for arkitekturbiennalen 2021 er ’How will we live together?’ og det danske bidrag refererer hertil med totalinstallationen Con-nect-ed-ness, der består af et gigantisk kredsløb af vand lokalt opsamlet i Venedig. Udstillingen er åben frem til 21. november, skabt af Lundgaard & Tranberg Arkitekter og kurateret af Marianne Krogh, der fortæller:

”Con-nect-ed-ness er ikke en udstilling om vand men om forbundethed. Derfor er mit største ønske, at de besøgende får en oplevelse af, at alt liv på jorden er bundet sammen. Det er ikke nyt, at vi er forbundne, men det er nyt, at vi er begyndt at have en bevidsthed om det, for kun sådan kan vi på et dybere plan begynde at forholde os til verdens udfordringer”.

Se verden som et vævet tæppe

Kurator Marianne Krogh opfordrer til en visualiseringsøvelse: Se hele verden som ét stort vævet tæppe. Zoom ind på én knude. Den er dig, hvor du er. Hiver du i én tråd derfra, påvirker det resten af vævningens struktur og skævvrider i værste fald tæppet.

”Tanken om nationalstaten er skæv, når vi tror, vi kan hegne os ind, og hvad vi gør her, kun påvirker os selv. Bygger vi lokalt, har det effekt globalt, for byggematerialer kan komme fra den modsatte side af kloden. Der er så dyb en kløft mellem forbrugere og producenter, at vi ikke kan gennemskue kædereaktionen,” forklarer Marianne Krogh og fortsætter:

”Verdens forbundethed gør os ikke ens og skaber ikke harmoni. Tværtimod. Den tydeliggør forskelle – giver betydning til forskelle – og viser, at disse forskelle indbyrdes betinger hinanden. Derfor er vi nødt til at hæve os op og have et planetarisk blik på vores udfordringer, forstået som at alt liv på jorden – mennesker, dyr, natur – er indbydes afhængige af hinanden. Derfor er det essentielt at vi søger en større balance”.

Selv om Con-nect-ed-ness ikke er en udstilling om vand, er det i høj grad en udstilling, der består af vand. For kuratoren og udstillingsarkitekterne Lundgaard & Tranberg Arkitekter har vand været vejen til vise noget vigtigt. Marianne Krogh forsøger at forenkle det komplekse:

Essensen af debatten i Venedig

Kurator Marianne Krogh modererede også debatten i Venedig, der havde fem deltagere: Andri Snær Magnason, der er en prisbelønnet islandsk forfatter og dokumentarfilmsinstruktør. Nina Kovsted Helk, der er filantropidirektør i Realdania. Elke Krasny, der er professor ved kunstakademiet i Wien samt Erik Frandsen og Lene Tranberg, partnere i tegnestuen Lundgaard & Tranberg Arkitekter, der står bag Con-nect-ed-ness.

Noter fra debatdeltagernes refleksioner og diskussioner er indsamlet over timer og her sammenskrevet ultrakort af Dreyers Fond. Det følgende afsnit er derfor en ekstremt kondenseret essens af hovedpunkterne fra debatten den 3. september 2021 i Venedig.

#

Vand forbinder mennesker, for det er ens for os alle, og vi er alle afhængige af det. Især klimaforandringerne har dog understreget, at der både kan være for lidt og for meget vand. Derfor er udstillingens besked til os alle, at vi er forbundne og afhængige af hinanden.

Mens Den danske Pavillon i sin kunstneriske form fortæller en poetisk historie, om hvordan vand forbinder mennesker, falder samtalen også på de mørke sider af samme fortælling: Forurenet drikkevand og mangel på samme samt druknede flygtninge og stigende, forsurede verdenshave.

Årets biennale stiller arkitekturen spørgsmålet ’How will we live together?’ Det er relevant, for mere end nogensinde spiller arkitektur, kunst og kultur en rolle for vores identitet og valg. Og for verdens tilstand. Hvis vi skal forstå, har vi ikke brug for flere forklaringer. Vi har brug for fortællinger, der kan skabe forestillinger om fremtiden.

Vi må føle frem for at forstå.

Derfor er Con-nect-ed-ness skabt som en forestilling om vand som forbindelse mellem mennesker. Det var ikke en let opgave at løse, for jo mere indsigt i klimaproblematikken, jo større blev udfordringen. Men modstand skærper sanserne, og målet har været at lade arkitekturen leve og kommunikere i sig selv. Budskabet er, at løsningen gemmer sig i erkendelsen af forbundetheden mellem os alle – og deraf afhængigheden.

Hverken politikere, byplanlæggere, arkitekter eller almindelige mennesker kan kapere alle de facts om klimaforandringer, vi får. Det er som et sort hul i universet, vi er nødt til at distancere os fra. De færreste af os har fatteevne nok til at forstå det. Vi er nødt til også at kunne FØLE det.

I år 2060 har nuværende 20-årig børnebørn.

Tid er så abstrakt en størrelse, at vi er nødt til at skabe billeder af en fremtid, der berører og rører os. Når noget er meningsfuldt, bliver det vigtigt, og derfor er vi nødt til at bringe klimadebatten derhen. Og arkitekturen, for den forbinder os også.

Derfor er Con-nect-ed-ness også mere tænkt som en oplevelse end som en udstilling. Mens et museum er et sted for objekter, er Den danske Pavillon i Venedig en transformation af eksisterende arkitektur. Der er ingen pompøs indgang men en sluse i siden. Det er ikke muligt at få vand til sin te uden hjælp fra andre. Alt vandet er og bliver opsamlet i lokalt, ligesom meget af inventaret er.

CLIMA CARE – etik i klimadebatten.

Vi står et kritisk sted i verdenshistorien, hvor verdens ledere er nødt til at stå sammen for at løse de udfordringer, vi står overfor. Klimaudfordringerne er globale. Det var corona også. Her hev de fleste i håndbremsen for at løse problemet. Er det også løsningen for klimaet?

Skal vi stoppe med at bygge? Hvordan kan arkitekturen bidrage til en bedre verden? Et hav af undersøgelser har for længst understreget, at det hverken er penge, viden eller materielle goder, der gør os lykkelige, men sociale relationer. Hvordan kan vi bruge dén indsigt i løsninger, der også skaber livskvalitet?

Beskyttelse og omsorg er ikke det samme, så vi bør give ’CARE’ en højere status i arkitekturen – og alt andet – der primært er styret af økonomi. Problemet og løsningen er to sider af samme sag, og det er ikke nok at skabe nyt og skifte ud. At bytte alle Landrovere til Teslaer er ikke nok. Der skal større forandringer til, hvis vi for alvor skal tage budskaberne fra klimaforskerne alvorligt.

Re-thinking. Re-inventing. Re-making.

Hvis vi skal undgå, at vores efterkommere spørger: ”Hvorfor gjorde I ikke noget?” så lad os stoppe op og se på alt det, der allerede ER. Det er i hvert fald et godt sted at starte med at løse nogle af vores største udfordringer. Lad os gå til alt det, der er, med omsorg og ydmyghed. Hvor kan vi bevare og forbedre frem for at bygge nyt? Engang havde vi mindre. Måske har vi vænnet os til at have for meget? Det er på tide at tænke anderledes og erkende vores forbundethed.

#

Til arkitekturbiennalen i Venedig har Dreyers Fond i år også støttet arkitekturfotograf Kirstine Mengels udstillingen af udvalgte billeder samt udstillingen ’Ego to Eco’ af tegnestuen EFFEKT, der var udvalgt til hovedudstillingen.

Da Den danske Pavillon havde re-opening i september og bestyrelsen for Dreyers Fond oplevede Andri Snær Magnason opstod en ide, og derfor inviterer Dreyers Fond nu til en særforestilling om tid, vand, klimaforandringer og menneskerettigheder af Andri Snær Magnason og Högni Egilsson onsdag den 3. november kl. 16-19.

Billederne fra Den danske Pavillon i denne artikel er taget af fotograf Hampus Berndtson