Over de sidste syv måneder har de to danske hold deltaget i den internationale voldgiftskonkurrence Vis Moot, hvor de har skrevet processkrifter og deltaget i pre-moots over hele verdenen. Det hele kulminerede med finalen, der som traditionen tro blev afholdt i Wien. Ansøgningsfristen for næste års udgave af Vis Moot er nu, så de to hold fra årets udgave fortæller om deres oplevelse og deler billeder fra turen til Wien.
Processpillet er verdens største og mest prestigefyldte konkurrence for jurastuderende inden for formuerettens område, og mere end 350 hold fra universiteter over hele verdenen deltog her i 2023. Fra Danmark deltog to hold fra henholdsvis Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Holdet fra Københavns Universitet bestod af Magnus Hoffmann Høgsted, Asger Watanabe Bertelsen, Konrad Maximilian Habeck, Lukas Breindahl, Jonas Schou Meding, Amalie Damgaard Olsen, Anton Felix Habeck og Line Sindberg, mens holdet fra Aarhus Universitet bestod af August Stage Olesen, Simon Nøhr, Marius Ramsbøl, Sandra Jytte Jeggesen, Ahmad Chanchiri, Marie Bilgrav Mathiasen, Cecilie Hørsted Christoffersen og Maria Færge Pedersen.
” Hvis man har mulighed for at melde sig til Vis Moot, så gør det! Alt i alt giver deltagelsen i Vis Moot et enormt fagligt og socialt udbytte, som næsten ikke kan beskrives med ord, men som skal opleves,” fortæller holdet fra Aarhus Universitet.
Igennem hele Vis Moot forløbet har holdet fra både Københavns Universitet og holdet fra Aarhus Universitet klaret sig flot. KU-holdet vandt en pre-moot i Bruxelles, hvor de konkurrerede mod 20 andre hold, og AU-holdet vandt Mannheimer Swartling pre-moot, der blev afholdt i Stockholm. Også i finalen klarede de to hold sig godt og kom videre til henholdsvis runde 32 og runde 16.
KU-holdet
AU-holdet
Oplevelser, faglig udvikling og socialt fællesskab
KU-holdet klarede sig til top-32 i selve finalen og blev derudover anerkendt for deres processkrift for sagsøger. Deres præstationer var så gode, at de har sat rekord for team KU ved Vis Moot. Holdet fortæller selv:
”Vis Moot har både gavnet os fagligt og socialt. Det er ekstremt inspirerende at blive en del af et så stort og internationalt netværk, og man møder hele tiden nye spændende mennesker. Rent fagligt bliver man meget dygtigere til den internationale formueret, som processpillet handler om, og så bliver ens juridiske engelskkundskaber forbedret markant – både skriftligt og mundtligt. Vis Moot er en unik mulighed for at få arbejdet i dybden med noget jura, som udgør et stort område af den virkelige verden, men som vi ikke møder særligt meget på studiet,” og holdet fortsætter:
” Socialt har vi mødt rigtig mange dygtige jurastuderende, professorer, voldgiftsdommere, advokater og dommere, som vi har haft adskillige sjove oplevelser med, hvilket alt sammen er med til at udvide ens netværk. Det bedste ved at have deltaget i Vis Moot har helt sikkert været at indgå i et så stærkt og sjovt hold sammen. Vores teamwork har været virkelig effektivt og vi har nydt processen hele vejen igennem. I den mundtlige del har rejserne til Aarhus, Riga, Prag, Bruxelles og Wien helt klart også været højdepunkter, og disse rejser har været fyldt med en stor faglig indsats, sightseeing og nogle virkelig sjove byture sammen med en masse andre jurastuderende fra hele verden.”
Stort fagligt udbytte og oplevelser og venskaber for livet
I finalen præsterede AU-holdet godt både som team og individuelt. De klarede det helt til runde 16, blev anerkendt for deres processkrift for sagsøgte, og så blev Maria Færge Pedersen også anerkendt for sin individuelle mundtlige præstation. AU-holdet fortæller om årets deltagelse, og hvad de har fået ud af at være med i Vis Moot:
”Det faglige udbytte er helt enormt, og man lærer meget mere af at deltage i Vis Moot, end hvad man ellers lærer på studiet. Under det skriftlige forløb lærer man at skrive processkrifter, hvilket adskiller sig markant fra de opgaver og eksamensbesvarelser, man er vant til på studiet i øvrigt. I et processkrift skal man dreje, vægte og vurdere argumenter og faktum fra begge sider af sagen i stedet for blot at skrive det “korrekte” svar, man har lært fra en lærebog. Derudover lærer vi en masse sproglige værktøjer og argumentationsteknikker, som vi kan lege med for at gøre processkrifterne interessante og mere overbevisende.
Under det mundtlige forløb får man en smagsprøve på voldgiftssager og arbejdet som procesadvokat. Vi lærer at procedere sagen, hvilket indebærer kun på 14 minutter at fremføre de faglige argumenter mundtligt på en overbevisende, letforståelig og spændende måde. En stor del af dette handler også om generel præsentationsteknik, hvilket er et relevant redskab, uanset om man vil arbejde som procesadvokat eller ej. Både under det skriftlige og mundtlige forløb er der også stort fokus på samarbejde – både som hold men også med sin skrivemakker og sin pleading-partner.” Om det sociale fortæller holdet:
”Udover det faglige får man helt sikkert oplevelser og venskaber for livet. Man er otte studerende, som er intenst sammen i syv måneder, så man bliver hurtigt meget tætte i løbet af forløbet. Det er også en kæmpe oplevelse at rejse sammen rundt i hele verden for at deltage i pre-moots. Vi har været i New York, Prag, København, Stockholm og Wien. Her mødte vi andre hold fra hele verden, som vi efterhånden også blev gode venner med. På rejserne var der udover pleadings og de faglige arrangementer selvfølgelig også tid til sightseeing, restaurantbesøg og byture.”
Gevinster og udfordringer ved deltagelsen
”Det bedste ved vores deltagelse i Vis Moot har formentligt været de mange oplevelser, vi har fået sammen med holdet og vores coaches til Pre-Moots rundt omkring i verden og ikke mindst til finaleugen i påsken i Wien. Vi har haft det enormt sjovt, og der er en helt speciel stemning, når man deltager i Pre-Moots og især i Wien, hvor alle, der er en del af Vis Moot-miljøet, samles år efter år for at tage del i oplevelsen,” fortæller AU-holdet og fortsætter:
” Der er ikke noget, der som sådan har været dårligt ved at deltage i Vis Moot, men hvis noget skal nævnes, som det værste har det formentligt været nogle af de lange dage, aftener og måske endda nætter på universitetet under det skriftlige forløb. Især i den sidste uge inden aflevering af de to skrifter, brugte vi alle vores vågne timer sammen på universitet for at rette det hele igennem og blive færdig inden deadline. Det er hårdt men sjovt, og det er også især her, at man lærer sine holdkammerater at kende på en helt anden måde.” Til sidst fortæller holdet om noget af det, der har overrasket dem:
”Noget af det mest overraskende har været at opleve Vis Moot-miljøet. Både under og efter sin deltagelse bliver man en del af et kæmpe netværk af dygtige mennesker fra hele verden, som brænder for Vis Moot og voldgift – enten fordi de er tidligere deltagere, er coaches eller i øvrigt arbejder med voldgift og international køberet. Det er meget specielt og virkelig fedt at få lov til at blive en del af den verden.”
Eksamen i Vis Moot på Aarhus Universitet
På Aarhus Universitet vægter deltagelsen i Vis Moot enten 20, 30 eller 40 ECTS-point fordelt på to semestre. Hvor mange ECTS-point deltagelsen vægter afhænger af om deltagerne vælger at gå til eksamen i processpillet. Deltagerne vælger selv hver især om de ønsker at gå til eksamen, og hvor mange eksaminer, de vil gå til og dermed også hvor mange ECTS-point faget skal vægte.
Hvis deltagerne ønsker alle 40 ECTS point, vægter henholdsvis Vis Moot et i efterårssemesteret og Vis Moot to i forårssemesteret hver 20 ECTS point, og man har to eksaminer. Eksamen et i Vis Moot er en skriftlig eksamen, hvor det skriftlige produkt er det processkrift for sagsøger, som holdet har arbejdet på i efterårssemesteret. Eksamen to i Vis Moot er en mundtlig eksamen, der ligger et par uger efter finalen i Wien, hvor de studerende bliver eksamineret i CISG (Convention on Contracts for the International Sale of Goods) og voldgiftsret med særligt fokus på årets problemstillinger.
Hvis deltagerne slet ikke ønsker at gå til eksamen, vægter hver del af faget 10 ECTS, så den studerende i alt får 20 point for sin deltagelse. Deltagerne kan også vælge kun at gå til én af eksaminerne, hvor de så får 30 ECTS i alt. Der er også mulighed for at vælge, at deltagelsen skal give 0 ECTS og slet ikke tæller med i kandidatuddannelsen. De forskellige muligheder er der for at tage hensyn til, at de studerende kan løbe tør for ECTS point i deres studieprogram, hvis de i løbet af kandidatuddannelsen også ønsker at tage nogle bestemte kursusfag eller tage på et udvekslings- eller praktikophold. Universitet ønsker derfor ikke, at Vis Moot skal ikke være en begrænsning for, at de studerende både kan deltage i konkurrencen og derudover også tage andre fag eller tage på udvekslings- eller praktikophold.
Opfordring til andre studerende
Vis Moot er en unik mulighed, der giver både et stort fagligt og socialt udbytte samt et internationalt netværk, der kan åbne døre i fremtiden. Sådan lyder det fra KU-holdet og AU-holdet, der begge opfodrer andre til at melde sig til Vis Moot. KU-holdet uddyber:
”Gør det! Selvom Vis Moot er et projekt, der kræver meget tid og en stor indsats, så er det virkelig også det værd. Det er en unik mulighed, og man finder ikke noget lignende andre steder. Det er ikke bare et projekt, der varer et vist antal måneder, men derimod en mulighed for at blive del af et enormt internationalt netværk, som fortsat er relevant resten af ens karriere,” og AU-holdet fortsætter:
”Hvis man har mulighed for at melde sig til Vis Moot, så gør det! Alt i alt giver deltagelsen i Vis Moot et enormt fagligt og socialt udbytte, som næsten ikke kan beskrives med ord, men som skal opleves. Rent karrieremæssigt åbner deltagelsen i Vis Moot rigtig mange døre. Man skal ikke lade sig skræmme af hverken det faglige eller tidsmæssige. Der er brug for alle typer på holdet, så alle kan søge. Der er heller ingen, som kræver at man bruger x antal timer på det. Det kræver selvfølgelig en indsats, men i sidste ende bruger deltagerne mange timer på det af ren lyst, fordi det er sjovt, og fordi man er i godt selskab. Til fremtidige deltagere er der ikke andet at sige end, at det bare handler om at nyde det. Det er ovre, inden man når at se sig om.”