Igen i år inviterer CHART nyuddannede arkitekter, designere og kunstnere til at byde ind med idéer til midlertidige pavilloner på Charlottenborg. En stjernespækket, international jury står klar til at udvælge de fem finalister, der under temaet ‘Bio Architecture’ får lov at realisere og udstillede deres idéer til august. Den åbne 72-timers konkurrence starter den 29. april 2022.
Hvordan kan natur og arkitektur leve i symbiose? Og levende organismer blive koblet med byggetekniske elementer? Med temaet “Bio Architecture” inviterer CHART unge talenter til at give deres bud på midlertidige, sanselige og biodiverse pavilloner, der som barer, sociale mødesteder og scener danner den arkitektoniske ramme om årets CHART sidst i august.
“I en tid, hvor klimabevidsthed er helt naturlig hos unge arkitekter, og hvor samtidskunsten, litteraturen, designscenen og madkulturen tager livtag med naturen, sætter vi i år fokus på forholdet mellem bygning og biologi. Vi glæder os til at se nye bud på, hvordan naturlige eller dyrkede materialer som bakterier, svampe eller genanvendte materialer kan skabe nye arkitektoniske rammer og sanselige oplevelser,” siger CHARTs direktør Nanna Hjortenberg.
Den 72-timer lange arkitektkonkurrence CHART Architecture er åben for arkitekter, designere og kunstnere, der er uddannet inden for de seneste 7 år samt tegnestuer, der er etableret inden for de seneste 5 år og endnu ikke har realiseret et større byggeri.
CHART opfordrer tværfaglige teams til at deltage i konkurrencen og har som krav, at alle deltagere er enten bosat eller uddannet i Norden. Konkurrencen starter fredag d. 29. april klokken 12, hvor briefet offentliggøres på chartartfair.com, og der er deadline for at indsende konkurrenceforslag mandag den 2. maj kl. 12:00.
Tværfaglig, international jury
Finalisterne i CHART Architecture bliver udvalgt af en jury med stærke, internationale profiler. Juryen er sammensat for at styrke den kunstneriske udvikling mellem arkitektur, design og kunst og for at understøtte nye kreative samarbejder.
Formanden for juryen er Bjarke Ingels, grundlægger og partner i BIG, der har været med i CHART Architecture fra begyndelsen. Derudover består juryen af den norske stjernearkitekt og partner hos Snøhetta, Kjetil Trædal Thorsen, norske kunstner Johanne Hestvold, der laver skulpturer af mycelium, kurator ved Future Material Bank Pleun van Dijk fra Jan van Eyck Academie i Holland, grundlægger af The Circular Way Ditte Lysgaard Vind samt designgallerist og ejer af Etage Projects Maria Foerlev.
“Jeg glæder mig meget til at opleve, hvordan nogle af tidens mest talentfulde arkitekter arbejder med de udfordringer, vi står overfor i dag, og finder nye veje til en bedre fremtid forbundet med naturen,” siger gallerist Maria Foerlev, mens kunstner Johanne Hestvold siger om årets tema;
“Det handler om at lære fra naturen og se sig selv som del af en større helhed. Gennem en tværdisciplinær tilgang og miljømæssige idealer mener jeg, at bio-arkitektur kan bidrage til mere bæredygtige måder at leve og bygge på”.
Samarbejdspartnere i projektet er Arup, der rådgiver finalisterne om den konkrete realisering af deres idé, og det internationale arkitektur- og designmagasin Dezeen. Derudover samarbejder CHART med Dansk Arkitektur Center (DAC), der efterfølgende vælger en pavillon til genopførelse ved BLOX og med Politiken, der under CHART flytter ind i én af pavillonerne og inviterer til talks og events.
CHART Architecture er støttet af Realdania, Dreyers Fond, Statens Kunstfond, Københavns Kommune, det internationale elbil-brand Polestar og FOSS.
En del af Nordens førende kunstbegivenhed
CHART Architecture er en del af CHART, der er Nordens førende kunstbegivenhed. I år foregår CHART den 25.-28. august, og som altid på Charlottenborg i hjertet af København. CHART samler lokale og internationale kunstprofessionelle og et bredt kulturinteresseret publikum om samtidskunsten. Aktiviteter tæller ud over arkitektkonkurrencen for unge talenter blandt andet en kunstmesse og et offentligt program med talks, performances, film og musik.
CHART blev grundlagt i 2013 af fem danske gallerier og er i dag drevet som en erhvervsdrivende fond med en professionel bestyrelse bestående af forkvinde Annette Sadolin, næstformand, CEO, Trackman Klaus Eldrup-Jørgensen, iværksætter og tidligere minister Tommy Ahlers, CEO i Henning Larsen Architects Mette Kynne Frandsen, advokat Knud Foldschack, direktør for Malmø Kunstmuseum Kirse Junge-Stevnsborg samt de fem gallerister Bo Bjerggaard fra Galleri Bo Bjerggaard, Claus Andersen fra Andersen’s, Jesper Elg fra V1 Gallery, Mikkel Grønnebæk fra V1 Gallery og Susanne Ottesen fra Galleri Susanne Ottesen.
Fotos:
CHART Architecture 2017, Courtyard Pavillions night: fotograf BARSK
CHART Architecture 2021, OM pavilion: fotograf Joakim Züger
CHART Architecture 2021,Leverage pavilion: fotograf Joakim Züger
CHART Architecture 2021, Situated Exterior pavilion: fotograf Joakim Züger
CHART Architecture 2016, Biosphere: fotograf Rasmus Hjortshoj
CHART Architecture 2016, Courtyard Pavillions day: fotograf Jesper Palermo