Med et nyt høringssvar markerer tænketanken Justitia det retssikkerhedsmæssige betænkelige ved en ny bestemmelse i straffeloven om forskellige former for forbud til personer, der er dømt for terror eller terrorrelaterede forbrydelser samt billigelse heraf.
Under projektet Frihedens Fremtid, som Dreyers Fond støtter, arbejder Justitia kontinuerligt for at sikre både frihed og retssikkerhed. Bliver disse udfordret med nye lovforslag og bestemmelser, udarbejder tænketanken høringssvar, der søger at sikre individets rettigheder.
Aktuelt har Justitias direktør Jacob Mchangama indsendt høringssvaret ”Bemærkninger til udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven (Initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte)” i håbet om, at lovforslaget ledsages af tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier.
Da høringssvaret er både omfattende og juridisk, forklarer Jacob Mchangama i enkle vendinger, hvorfor Justitia finder flere af forslagene til nye bestemmelser i straffeloven retssikkerhedsmæssigt betænkelige og mener, at de indebærer væsentlige indgreb i de dømtes frihedsrettigheder og deres ret til privatliv.
”Det er god grund til, at regeringen vil tage initiativer i brug, der kan forebygge terrorisme. Fremmedkrigere og andre terrorister udgør en alvorlig trussel mod demokratiske værdier og frihedsrettigheder, og derfor skal truslen også tages alvorligt. Men visse af regeringens midler er problematiske og tager drastiske midler i brug, der går videre end forsvarligt. For forslaget indebærer væsentlige indgreb i centrale frihedsrettigheder uden tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier”.
Jacob Mchangama er vanen tro ikke bange for at stikke hånden i hvepsereden og sige det, der indimellem kan virke som forsvar af dem, der ikke er folkestemning for at forsvare, men som altid kan han også forklare, hvorfor han gør det:
”Det er fristende at smide alle retsstatens principper over bord i kampen mod terror, men retsstaten bygger på en kultur, der bliver eroderet, hvis den ikke holdes ved lige – også når det gælder demokratiets fjender”.
Links til mere læsning
Læs hele Justitias høringssvar
Læs Berlingske Tidendes artikel om forslaget
Læs seneste artikel om Frihedens Fremtid
Læs om Justitia til det globale Doha Forum
Frihedens Fremtid
Justitias projekt Frihedens Fremtid fokuserer på klassiske frihedsrettigheder, som ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed samt retten til privatliv, der er særligt under pres.
Justitia ønsker med Frihedens Fremtid, at…
– identificere og komme med løsningsforslag til konkrete udfordringer for basale frihedsrettigheder
– sikre offentligheden en større viden om væsentligheden af frihedsrettigheder
– skabe en kultur blandt beslutningstagere, hvor hensynet til retssikkerhed og frihedsrettigheder vægtes højere end i dag
– skabe større bevidsthed om og samlende opbakning til frihedsrettigheder og retssikkerhed i civilsamfundet.
Dreyers Fond støtter projektet Frihedens Fremtid i foreløbigt tre år.