2 måneders stilhed sætter hovedet på plads
– en rejseberetning af Philip Antons

“Jeg ankommer til Sheffield University i starten af maj og modtager en måneds traditionel undervisning på toppen af skyskraberen The Art’s Tower, hvor der er en paternoster som dem på Christiansborg.

Mange af de andre elever klumpede sig sammen i den nye, hurtige elevator, men jeg nød de to minutter, det tog for paternosteren at snegle sig op til 18. sal. Skolens arkitekturlinje var meget lig KADK, men der var et større fokus på den ingeniørfaglige del af arkitekturfaget, hvilket supplerede den mere kunstneriske side, som jeg mener, at KADK mestrer.

Stille idyl i coronaperioden

Sheffield er den fjerde største by i England, og den er nu ved at vågne op efter lang tids glemsel. Byen er kendt for at have verdens ældste fodboldhold, bandet Arctic Monkeys og deres tidligere stålindustri, som havde en stor produktion af kvalitetsknive, der i dag findes på alle danske loppemarkeder. Jeg var meget glad for at bo i denne engelske by med dens mange parker og utallige rækkehuse, der fortalte dens forhistorie om en by skabt til arbejderklassen. Det var lidt som en by fyldt med kartoffelrækkerne; bare i dårligere stand.

Jeg boede desværre selv på et intetsigende youth hostel. Da coronaen kom, rejste mine roomates fra Singapore og Wien hjem. Nu sad jeg så her alene og overvejede situationen. Jeg spurgte mig selv, om jeg helst ville være isoleret i Nordvest eller i en by kendt for dens smukke natur? Valget var let, og jeg blev.

Min dagligdag bestod i at arbejde på mit bachelorprojekt og gå ture ned til en smuk bæk, som snoede sig rundt i bunden af en bakkedal. Langs med bækken var der ruiner og stensætninger, som fortalte historier om, hvordan de lokale i Sheffield havde brugt vandmøller til at producere deres stål. Rundt omkring i havekvarterene var møllesten genanvendt som trapper eller dekoration i stenvægge. Det er et idyllisk område, og jeg nød at finde nye stensætninger på mine vandreture. Mange af de ældre og nye huse var lavet af sandsten, som efter et regnskyl viste en palet af farver.

Værdien ved harmonisk arkitektur

Nu tillader jeg mig at blive lidt småfilosofisk, for det kan man ikke undgå, når man isolerer sig selv i to måneder. Jeg føler, vi lever i en tid, hvor alle bygninger skal vendes på hovedet, drejes og udformes i interessante former, hvor den besøgende skal tænke: “ Næ, det var vel nok en interessant og anderledes bygning”. Denne logik præger både universiteterne og den virkelige verden.

Der er ingen grænser for, hvordan en bygning kan udformes, og denne gave kan til tider vildlede arkitektstuderende, som jeg selv til at tegne underligt abstrakt udformede huse. Hvis man sammenligner en bygning med en krop, så ville det jo også være højest akavet, hvis en smuk kvinde havde ballerne siddende, hvor brysterne normalt er placeret.

Det var derfor dejligt beroligende at gå i industrikvarterer og se på huse med et skråt tag, en tung base og en mellemdel. Nu mener jeg ikke, at alle bygninger skal være klassiske i udtrykket. Der skal da også eksperimenteres og leges, men måske skal vi studerende prøve på ikke at overkomplicere og lade sig rive med af alle de muligheder, moderne byggeri tillader.

Det er i hvert fald en lille note, jeg vil prøve at efterleve i mine fremtidige studieprojekter: Det at fokusere mindre på en unik formgivning og mere på en logisk bygningskrop. Det at kunne skabe en bygning, som er i harmoni med sine omgivelser og sig selv er uhyre svært, og så ser det irriterende let ud, når bliver gjort rigtigt. Jeg er derfor taknemmelig for, at disse to måneders stilhed har sat mit hoved bedre på plads til fremtidens projekter”.