Det er en erfaren menneskerettighedsambassadør, der står foran 9.D og 9.C på Zahles Gymnasieskole i februar. Advokat Kim Bagge får hurtigt indfanget de mange unge, og uroen i skolens smukke samlingssal bliver afløst af koncentration, da dilemmaspillet går i gang.

Levende Menneskerettigheder tilbyder frit og kvit skoler og uddannelsesinstitutioner deres dilemmaspil, som der er flere forskellige af. Denne dag er det ’Hvor Går Grænsen?’, der er baseret på en virkelig retssag, som eleverne ikke kender afgørelsen af før sidst på dagen.

Hvor går grænsen?

Kim Bagge har været advokat i 19 år og set lidt af hvert. Som forsvarsadvokat møder han også unge mænd, der er anklaget for voldtægt, og han har derfor en ganske naturlig indgang til det emne, dagen handler om. Hvornår er der samtykke til samleje, og hvornår er der ikke?

Dét spørgsmål kan være ret svært for udeforstående at afgøre, da det handler om, hvad der er sket mellem to mennesker, mens de har været alene. Lige præcis det dilemma er filmen ’Hvor går grænsen?’ bygget op omkring. Her følger vi Oliver og Frida, der kommer lidt galt af sted.

Før filmen går i gang fortæller Kim Bagge lidt om, hvordan det foregår i virkelighedens verden, når en sag om muligt overgreb når så langt, at den bliver vurderet af en professionel dommer og to lægdommere, der er borgere og sjældent stemmer imod dommeren.

Nævning og flere dommere er kun med ved særligt sager med høj straframme. Dommerne tager afsæt i, hvad de hører fremlagt af anklager og anklagede, af vidner og af advokaterne, og vurderer derudfra objektivt, hvad de med rimelighed kan lægge til grund for deres dom.

Troværdig versus sandhed

I salen på Zahles Seminarieskole er det i dag eleverne, der er dommere over Oliver, der måske – måske ikke – har begået overgreb mod Frida mod hendes vilje, da de mødtes til en fest, drak sig fulde og havde samleje. Oliver siger, de var enige. Frida siger, hun blev tvunget.

Eleverne fra de to 9. klasser ser, alt hvad der sker før, under og efter festen og kan selv vurdere, hvordan de tolker, hvad der foregår. Salen summer af meninger og holdninger, der helt klart ikke går i samme retning, så efter visning af filmen går diskussionen i gang.

Kim Bagge gør opmærksom på, at Frida som den forurettede og anklagende part har pligt til at udtalte sig og at det giver 60 dages fængsel at lyve i retten. Blandt eleverne er der enighed om, at som vidner virker både Frida og Oliver troværdige.

På grund af filmen har eleverne endda været med hele vejen med i seng, hvad en dommer i virkeligheden aldrig ville have mulighed for, så det understreger, hvor svært det er at vurdere, hvad der er sandheden. Den er ofte oplevet forskelligt af hvert individ. Og i særdeleshed her.

Den svære dommertjans

Flere elever mener, at Frida af flere grunde selv er skyld i overgrebet. Der er til gengæld mindre enighed om, hvor tydeligt Frida burde havde sagt fra, og hvor mange friheder Oliver har taget sig. Selv om verbalt samtykke er at foretrække, kan samtykke også ske via tydelig fysisk tilkendegivelse.

Eleverne deler sig mellem dem, der forsvarer Oliver, fordi Frida selv vender tilbage til ham, og dem, der mener, han bør dømmes, fordi han i mild grad har været voldelig, ikke fået et tydeligt samtykke og har de tekniske beviser imod sig. Ved elevernes domsafstemning bliver Oliver dømt skyldig med 55 procent af stemmerne, mens 45 procent mener, han er uskyldig.

Da eleverne ved afstemning anonymt fra mobilen har afgivet deres dom, vender Kim Bagge tilbage til den ægte sag, som dilemmaspillet er bygget op omkring. For ikke at ødelægge spændingen, afslører vi ikke her udfaldet af sagen mellem den virkelige verdens Frida og Oliver.

Sikkert er det dog, at på Zahles Gymnasieskole er omkring 60 9. klasses elever nu en hel del klogere på samtykkelovgivning, og på hvor grænsen går. Derfor tager Levende Menneskerettigheders ambassadører løbende ud på skoler og uddannelsesinstitutioner for at gennemføre dilemmaspil med elever og studerende.