Hvorfor blev der nedsat en ytringsfrihedskommission?
Tilbage i 2016 opfordrede vi i Justitia regeringen til at undersøge ytringsfrihedens tilstand, fordi den er under pres selv i europæiske demokratier. Regeringen nedsatte en kommission af forskellige eksperter inden for blandt andet jura, journalistik og humaniora. I starten af 2018 gik vi i gang, og her to år efter udkommer rapporten så.

Hvordan har samarbejdet været?
Bølgerne har sjældent gået rigtig højt, og kun på enkelte områder har vi delt os – for eksempel i forhold til, hvor vidt man skal kunne være anonym på sociale medier samt dele af offentlighedsloven. Også racismeparagraffen har nogle ønsket at bibeholde og andre ønsket at ændre. Men vi er alle enige om, at den er for uklar. Og de store linjer har vi været enige om.

I ly af coronakrisen ser vi da også flere autoritære lande indføre love mod falske nyheder, men i virkeligheden er det mest for at beskytte sig selv, så det er også en advarsel til åbne demokratier som det danske om at holde sig på dydens smalle sti.

Bør de sociale medier ikke have noget ansvar?
Sociale medie platforme skal selvfølgelig overholde gældende lov og ret, men som det klare udgangspunkt bør det først og fremmest være dem, der overtræder ytringsfrihedens grænser, der straffes, og ikke de platforme, der gør det muligt for milliarder af mennesker at komme til orde.

Til gengæld opfordrer vi til større transparens hos de sociale platforme, der med åbenhed og statistik bør synliggøre, hvad de fjerner og hvorfor, så alle kan se, om de lever op til for eksempel menneskerettighedsstandarder.

Går danskerne ind for ytringsfrihed?
Danskerne går klart ind for ytringsfriheden, der scorer 9,15 på en skala fra 0 til 10, hvor 0 er ’slet ikke vigtig’, og 10 er ’meget vigtig’. Men opbakningen svinder ind, når der bliver spurgt ind til områder, der udfordrer følelser og værdier, hvor det i virkeligheden er allervigtigst at så vagt om ytringsfriheden. Når danskerne bliver trådt over særligt ømme politiske eller religiøse tæer, bakker kun 40 procent op om alles ret til at ytre deres mening frit.

Hvordan bør den tendens imødekommes?
Vi bør fokusere på det historiske. Det er længe siden, vi herhjemme har set undertrykkelse og censur, men både religiøse mindretal, arbejderbevægelser og andre, har ligget under for dette tidligere. I landene omkring os dukker repressive love op, der minder om det, så det er ikke en naturlov, at ytringsfriheden er sikret i Danmark. Som befolkning er vi nødt til at bakke op, mens staten må finde andre måder at stoppe ekstremister på end at lukke munden på dem.

Hvad er alternativet?
Civilsamfundet bør organisere sig og markere utilfredshed. I stedet for at begrænse ytringer, man er imod, kan man udstille dem. Kritisere og fordømme dem. Debattere om dem og demonstrere imod dem. Kommissionen håber, at befolkningen får øjnene op for, at ytringsfriheden er vigtig at værne om, at og politikerne dropper at begrænse den med lovgivning, med mindre der er tale om helt særlige tilfælde.

Hvad med dem, der ikke bakker op om ytringsfriheden?
Som rapporten viser, er der mindre opbakning til ytringsfriheden blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande. Der er et værdigab til dansk kultur, der bør blive udfordret. Det er vigtigt at italesætte uden frygt for at blive kaldt islamofobisk.

Vi er nødt til at droppe berøringsangsten, hvis vi vil bevare ytringsfriheden. Dens overlevelse afhænger af, at støtter op og bruger den. Vi skal også have en bedre forståelse for, at ytringsfriheden er forudsætningen for, at vi kan leve sammen i fred og fordragelighed på trods af forskellighed og uenighed. Ytringsfriheden er i virkeligheden udsatte minoriteters vigtigste beskyttelse mod undertrykkelse i et demokratisk samfund.

Hvad arbejder positivt FOR ytringsfriheden?
Der sker en udvikling af både teknologi og kultur, der gør, at vi forhåbentlig får kildekritik mere ind under huden. På klassiske medier står der en redaktion og en stab af journalister bag alt, der bliver meldt ud. På sociale medier kan enhver skrive, hvad der falder dem ind, og det giver en stemme til nogen, der ikke havde det tidligere. Det skræmmer magthaverne, men de bør undgå moralsk panik.

Hvad skal magthaverne gøre?
Magthaverne bør aldrig være villige til at ofte grundlæggende værdier for at opnå en kortsigtet politisk vinding. Et eksempel kunne være, at der umiddelbart efter, at TV2 havde vist en dokumentar med fundamentalistiske imamer, kom politiske meldinger om at ændre lovgivning i forhold til imamernes råderum.

Vi mener, at politikerne skal tale ytringsfriheden op, også når det handler om udtalelser, der er i konflikt med vores demokratiske værdier. Det er, når vi er uenige, at ytringsfriheden er allervigtigst.