”

I juli måned rejste jeg på rundrejse i Norge. Turen gik til en række industriområder, der er under forandring i bl.a. Oslo, Kristiansand, Stavanger, Haugesund, Bergen, Hønefoss, Jevnaker og Trondheim. Her står fabrikker, værksteder, produktionsfaciliteter, depoter og grønne områder efterladte tilbage efter en industri, der skal, eller allerede har, flyttet sin produktion udenfor bykernerne.

Tid til at tænke nyt

Ud over at besøge hver by, var det også en vigtig del af turen at jeg oplevede de forskellige måder, vi har forbundet byerne med hinanden på. I løbet af turen fik jeg både rejst med bus, båd og tog, og det gav forskellige måder at opleve landskabet på; hvor jernbanenettet skar sig i lange stræk gennem landsdele og fjeld, snoede asfaltvejene sig omkring terrænets kurver, imens havnebyer som Stavanger og Bergen viste sig fra deres bedste vinkel mod det gods og de gæster, der skulle ankomme fra vandsiden.

Jeg brugte turen til at tænke nyt, for når industrien flytter ud, opstår der samtidig en unik mulighed for at tænke anderledes, omkring hvordan vi bygger i vores byer. I stedet for blot at rive ned og smide væk, kan vi se på alt det, vi rent faktisk får forærende fra de her efterladte industriområder, som eksisterende bygninger, materialer, industrispor, beplantning, ressourcer og historie.

Med næsen i historien

Én ting er at se billeder af områderne på afstand, en anden ting er at stå der på to ben imellem de høje strukturer, portaler og haller, værksteder og bunker af materialer, ubestemmelige mellemrum og store asfaltarealer, som alt sammen en bygget i en anden skala og til helt andre typer fartøjer og processer end den bykerne, jeg havde forladt kort tid forinden.

I Nyhavna, et stadigt aktivt industriområde i Trondheim, fik jeg også kastet nogle undrende blikke fra områdets arbejdere, når jeg stod mellem deres store maskiner med næsen inde i en afskallet facade eller noget vild beplantning, der havde presset sig op gennem et par brudte skinnespor.

Ud over den fysiske oplevelse af industriområderne, var det også alt det ubestemmelige og uprogrammerede, områderne indeholder, som jeg fandt særlig interessant. Hvert område har sit unikke lag af mening, værdi og forbindelser og havde sin særlige rolle i samfundet. Det er født ud af nogle intentioner og idealer for hvem vi var og så os selv som på lige netop det tidspunkt i historien.

For eksempel i Haugesund, en historisk fiskeriby langs Norges vestkyst, hvor der i dag ligger et massivt, blåt petroleumsværft, der tårner sig op bag de gamle fiskerhuse. Hvad bliver næste skridt, hvis Norge en dag ikke længere ser sig selv som en olienation?

Tættere på naturen

Industrien og dens mange skift er en vigtig del af vores fælles historie, som hverken fortjener at blive transformeret til ukendelighed eller jævnet med jorden. I løbet af turen blev det klart for mig, at det, der er efterladt i industriområderne, slet ikke er let håndgribeligt – tværtimod kræver det tid og tålmodighed at sætte sig ind i.

Områderne er en slags collager, sat sammen af mange forskellige, fragmenterede bygninger og rum, og alligevel hænger de sammen efter deres egne logikker i et slags økosystem. Det er de sammenhænge, der er vigtige at bevare, men det er svært. Og det gør det ikke lettere, at stederne ofte også er brat afkoblet fra byen og landskabet omkring dem.

Turen gav mig tid til at reflektere over, hvordan vi kan fremkalde de mange forbindelser til industriområdernes omgivelser, som er blevet udvisket – måske på en måde, der er mere rodfæstet i naturens processer end tidligere?

“