Connect, transform & include – disse tre nøgleord har banet vejen for det australske MADE-hold, der har været på besøg i København. Det multidisciplinære team havde til opgave at nytænke Kalvebod Brygge.
Det sidste australske MADE-hold var i sommer på besøg i København og fremlagde for nyligt deres projekt hos Henning Larsen, der er dette års værter i forløbet. Det multidisciplinære uddannelses- og udvekslingsprogram fungerer som en hyldest af Jørn Utzons arkitekturånd og løber frem mod operahusets 50-års jubilæum i 2023. Det tværfaglige hold bestod af de fire arkitektstuderende Anastasia Uricher, Mia Evans-Liauw, Rachel Liang og Paris Perry samt Katherine Lewer, der studerer urban planlægning.
Teambuilding i Can Lis
De fem studerende kendte ikke hinanden inden de drog afsted på rejsen, der som altid blev indledt med en uges ophold i Jørn Utzons residens Can Lis på Mallorca. Det er altid en vigtig del af MADE-forløbet, da de fem studerende her fik mulighed for at lære hinanden at kende på et personligt plan, før det faglige projekt løb af stablen i København. I løbet af en uge i spanske omgivelser blev det australske MADE-hold fast sammentømret, og herefter gik kursen mod Danmark.
Et sted for alle
Opholdet i Danmark blev indledt med et stort fokus på det sociale aspekt af gruppens samarbejde og dannede grundlaget for et godt gruppearbejde i det tværfaglige forløb. Det australske MADE-hold fik til opgave at gentænke Kalvebod Brygge med henblik på at gøre området mere inkluderende og tilgængeligt for offentligheden.
Området er et af Københavns mest ikoniske havnefrontsområder, men er i øjeblikket præget af store kontorbygninger, der er placeret direkte ud mod vandkanten. MADE-holdet ønskede at bryde med det afgrænsende og isolerende udtryk fra de markante bygninger, der er utilgængelige for offentligheden. De ville skabe et sted for alle.
Vision om et inkluderende byområde
MADE-holdets vision for Kalvebod Brygge var at skabe et attraktivt byområde, der kunne tiltrække besøgende og skabe et rigt byliv med plads til alt fra sociale fællesskaber, afslapning, forretning og kulturliv. De studerende beskriver selv:
“We really want to transform the corporate area to a waterfront sanctuary. Kalvebod Brygge is – from our perspective – an uninviting and isolated area due to the huge buildings right out to the waterfront. But our vision is to create a community hub that is available to everyone and where all forms of life can flourish – both human and nature.”
I pagt med naturen
Det multidisciplinære MADE-hold gavnede af hinandens tværfaglige kompetencer, hvilket mundede ud i fire konkrete forslag til en nytænkning af Kalvebod Brygge. I alle forslag blev bæredygtige løsninger prioriteret for at skabe en arkitektur, der er i pagt med naturen og forener havnepromenaden med de omkringliggende naturomgivelser.
Den første idé var opsætning af flydende platforme, der skulle fungere som et tilflugtssted for besøgende, der søger en pause fra byens travlhed og støj. Designet skulle være i harmoni med naturen og fremstilles af genbrugt plast. En anden idé var at erstatte de mørklagte vinduer, der omkranser stueetagen af de fleste bygninger ved Kalvebod Brygge med klare og gennemsigtige ruder. MADE-holdet havde flere kreative forslag om blandt andet at tilbyde børnepasning, etablere et forsamlingshus og åbne en café på stueetagen. Disse forslag skulle alle bidrage til at ’deprivatisere’ området og bryde med det elitære og ekskluderende udtryk.
Tværfaglige barrierer
Én af de mange vigtige kompetencer, som MADE-studerende får med fra forløbet, er styrkede samarbejdsevner. Dette bliver især vigtigt i deres fremtidige arbejdsliv som arkitekter, ingeniører og designere. Men helt nemt er det aldrig, da sammenfletning af forskellige uddannelser, discipliner og kompetencer kan være årsag til kommunikative udfordringer. Holdet fortæller:
“In the beginning we had some challenges with decision-making because of long discussions – we all had different point of views because of our prior education. This taught us that there really is so much to learn from people outside of your own discipline. We had to trust each other’s abilities and find comfort in the unknown”
Det multidisciplinære MADE-forløb har været en vigtig og lærerig proces for de fem unge kvinder. De har mere end noget andet lært vigtigheden af god kommunikation, empati og gensidig respekt i tværfaglige projekter.
MADE by the Opera House
MADE (Multidisciplinary Australian Danish Exchange) by the Opera House er et udvekslingsprogram mellem danske og australske arkitekt-, ingeniør-, og designstuderende.
Programmet bygger videre på forbindelsen, der opstod mellem Danmark og Australien omkring Jørn Utzons projekt ’Sydney Opera House’. MADE by the Opera House handler om at viderebringe den tværfaglige metode, der lagde grunden for Operahuset.
Dreyers Fond støtter uddannelses- og udvekslingsprogrammet MADE by the Sydney Opera House, der strækker sig over 10 år frem mod operahusets 50-års jubilæum i 2023.
Det australsk-danske udvekslingsprogram MADE blev oprettet i 2013 i anledning af Operahusets 40-års jubilæum. Hvert år i 10 år kommer fem danske studerende til Australien og fem australske studerende til Danmark. Studieprogrammet bliver tilbudt australske og danske studerende inden for arkitektur, ingeniørkunst og design fra deres 2. studieår.
De danske studerende rejser til Jørn Utzons operahus i Sydney for at fordybe sig i det arkitektoniske mesterværk og udfordre sig selv med en nytænkning af den ikoniske bygning og området omkring. De australske studerende bliver tilknyttet en dansk tegnestue, hvor de løser et konkret projekt. Begge hold er afsted i seks uger og starter med en uge i Jørn Utzons sommerresidens på Mallorca, Can Lis.
Formålet med MADE er at fremme international og tværfaglig interaktion mellem faggrupperne, samt styrke kulturelle relationer mellem Danmark og Australien, alt sammen indrammet af et fokus på Jørn Utzons arkitektur og designprincipper.
Til Operahusets 50-års jubilæum i 2023 vil den samlede alumnegruppe bestå af 100 studerende, der har været afsted.
Udvekslingsprogrammet er et samarbejde mellem Sydney Opera House Trust, Det Kongelig Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK), Bikubenfonden, Henrik Frode Obel Foundation, Dreyers fond, Arup, Steensen Varming, The NSW Architect Registration Board og AMP Capital.
Dansk-australsk udvekslingsprogram fejret i Sydney Opera House
Udvekslingsprogram understøtter tværfaglige processer i byggeriet