#MATERIALER – Silicium

Mikrochips og solceller og anden digital teknologi skaber bjerge af affald, som de færreste kender til. Dreyers Fond og Arkitektforeningen har i det fælles projekt #MATERIALER sat arkitekter, kunstnere og producenter sammen for at udvikle nye bud på fremtidens bæredygtige byggematerialer. Ét af de 10 teams eksperimenterer med nye anvendelser af affaldet fra siliciumproduktionen, blandt andet som keramikglasur og terrazzofliser. Deres resultater er vist på udstillingen Reset Materials og her forklaret i en kort film.

Silicium er det grundstof, der næst efter ilt er mest af på jorden. Det er at finde i blandt andet sten, sand, jord og planteblade. Herudover i hud, hår og negle hos mennesker og i havdyrs skeletter. Siden omkring 1970’erne er man begyndt at udvinde silicium i dets rene, krystallinske form. Materialet er afgørende for digital teknologi på grund af dets halvledende egenskaber, der udnyttes i mikrochips og i solceller.

Silicium bliver udvundet fra sand smeltet ved en temperatur på over 1400 grader. Heraf fremkommer rene, runde siliciumstave, der derefter bliver skåret i tynde skiver og i de firkanter, der bliver brugt til mikrochips. I øjeblikket ender omkring halvdelen af det udvundne silicium som spildmateriale efter udskæringen og deponeres som industrielt affaldsprodukt. I projekt #MATERIALER af Dreyers Fonds og Arkitektforeningen eksperimenterer et af de 10 teams med affaldet fra siliciumproduktionen for at producere forskellige produkter til byggeriet.

Anders Lendager (TV) og Honey Biba Beckerlee (TH). Foto: Claus Lillevang

Som olie i en vandpyt

Det første forsøg i projektet var at skabe keramik ud af siliciumaffaldet. Der findes nemlig allerede silicium i ler og stentøj. Kunstner Honey Biba Beckerlee fremstillede skåle og krukker i samme form som de siliciumstave, der kommer fra fabrikken. Hun skabte også en keramikglasur, som hun penslede på keramikken, hvorpå hun brændte den igen. Honey Biba Beckerlee fortæller:

”Det har været et meget forskelligartet udtryk og måske en glasur, jeg ikke har fået fuld kontrol over, men som får en ret speciel egenskab, hvor den ligner olie i en vandpyt.”

I den mere byggetekniske ende har holdet forsøgt at lave mursten af materialet, og de har brugt afledninger af affaldsproduktet som erstatning for det grus eller de sten, der normalt bliver brugt i terrazzo. De brugte blandt andet restprodukterne fra fabrikken, både i skiver og i små sten, samt projektets fejlslåede keramikeksperimenter, som blev slået i små stykker og støbt med ned i flisen. Det fortæller Anders Lendager, der arkitekt i Lendager Architecture and Consultancy:

”Det helt fine i støbningen, som næsten er en cementagtig støbning, og så de helt faste, forkromede stenpartikler i det, er sindssygt flotte. Så det er en lille flise, som fortæller næsten hele rejsen af produktet”.

Foto: Emilie Kofoed

Fra affald over kunst til byggeri

Det interessante ved at arbejde med affaldsfraktioner er, om der er volumen, især hvis man skal lave en reel miljøpåvirkning, forklarer Anders Lendager. Men det svære er at udvikle et produkt, der udnytter affaldet effektivt. I mange industrier bliver der udviklet nogle meget avancerede kompositter, der gør, at det ikke er muligt vende tilbage til, og gøre ny brug af de oprindelige materialer. Arkitekten uddyber:

”Det, der har været rigtigt interessant i det her projekt, er, at vi har taget noget fra en helt anden industri, bringer det gennem kunsten og processerne over til en byggeindustri. Det er meget nyt, og det er det, som det her projekt er et meget godt bevis på: At selv noget, der er så højteknologisk, kan pludselig konverteres til noget, som er meget håndgribeligt i en byggebranche, der egentlig ikke er ret avanceret på materialeniveau”.

Foto: Emilie Kofoed

Foto: Claus Lillevang

Geologer refererer til vores tid som siliciumtidsalderen, fortæller Honey Biba Beckerlee og bemærker, at de færreste alligevel er opmærksomme på, at der indgår silicium i digital teknologi. I sproget er digital teknologi immateriel, som når vi for eksempel taler om, at vi gemmer noget i skyen – i stedet for på serverfarme. Ved at arbejde så analogt med et digitalt materiale peger projektet på hele det materielle forbrug, der er i digital teknologi.

Projektet er en del af initiativet #MATERIALER, det er et samarbejde mellem Dreyers Fond og Arkitektforeningen for at udvikle radikalt nye bud på fremtidens bæredygtige byggematerialer. Gennem et år har 10 udvalgte, tværfaglige teams, bestående af arkitekter, kunstnere og producenter, genbesøgt nogle af planetens ældste ressourcer samt affaldsprodukter fra moderne industrielle processer for at udvikle nye, bæredygtige materialer med særlige rumlige og sanselige kvaliteter. Silicium teamet består af arkitekterne fra Lendager Architecture and Consultancy, Anders Lendager, Nikolaj Callisen Friis, Daga Karlsson og Andreas Berg Bonnén. Desuden kunstner Honey Biba Beckerlee og producenterne En Jord og Eco Silicate.

FAKTA om #MATERIALER

10 deltagende teams er udvalgt gennem et Open Call iværksat af Dreyers Fond i maj 2022 og siden projektstyret af Arkitektforeningen. De udvalgte teams fik adgang til udviklingsprojektet #MATERIALER og et étårigt legat til undersøgelse og udvikling af deres respektive materialer.

Udstillingen Reset Materials – Towards Sustainable Architecture på Copenhagen Contemporary er kurateret i samarbejde med ekstern kurator og arkitekt Chrissie Muhr og skabt i et samarbejde mellem CC og Arkitektforeningen. I forbindelse med projektet vil der blive udgivet en publikation af Arkitektens Forlag i slutningen af udstillingsperioden. Alt er støttet af Dreyers Fond og udspringer af fondens projekt #MATERIALER.

Film er skabt af Emilie Koefoed, Martin Gravgaard, Sebastian Kerdil og Claus Lillevang.
Topbillede: Emilie Koefoed