Strå er et velkendt og historisk set dybt indlejret materiale i dansk bygningskultur. De fleste forbinder det med den traditionelle byggeskik med stråtækte bondehuse og landsbrugsbyggeri. Dog er strå også blevet brugt til at bygget med i København op til midten af 1800-tallet, hvorefter det blev forbudt på grund af brandfare. I projekt #MATERIALER af Dreyers Fonds og Arkitektforeningen har ét af de 10 teams sat sig for at nedbryde fordommene om strå som byggemateriale og give inspiration til, hvordan det kan blive brugt i nutidigt og fremtidigt byggeri.

Fordomme om strå

Strå er en fællesbetegnelse for flere typer planter med hule stængler, der både bliver dyrket og vokser naturligt i Danmark. Strå er et vigtigt byggemateriale, fordi det er fornybart, det er regenerativt, og det kan vokse eller gro lokalt, forklarer Anne Beim, der er arkitekt MAA, professor og centerleder på Det Kongelige Akademi. Hun uddyber:

”De fleste kender strå fra det historiske byggeri og ikke så meget fra nyere byggeri, men det er så småt ved at komme. Der er dog nogle regulativer, der gør det svært at udbrede. Jeg tror, at folks primære fordomme om strå og tækkerør og de lette materialer er, at det brænder alt for godt. Det kan ikke bruges til særlig meget. Det kan måske være en tagdækning, men det kan ikke bære noget”.

Den fordom har teamet udfordre i projektet ved at bygge en større konstruktion op af strå. Når strå bliver bundtet, kan det opnå en vis form for trykstyrke eller robusthed, og det har samtidig den fordel, at det er føjeligt, forklarer Anne Beim. Derfor var det oplagt at konstruere en bue. Buen er desuden et grundlæggende arkitektonisk element ligesom søjlen eller den store blok, der kan bruges til at bygge murværk, forklarer hun.

Præfabrikeret tækkearbejde

Holdet har bygget fire buer af bundne neg og seks elementer, kassetter af træ, til siderne. Målet er at bygge en fuldskala biogen konstruktion, der skal være tækket i elementer, der kan blive præfabrikeret, og som kan blive adskilt igen. Det tækkede bliver syet på trækassetterne med en tækkenål, som er en stor metalpind til at stikke ind imellem tagrørene for at fastgøre dem. På tækkenålen er hæftet en såkaldt halmsime, der er en gammel type reb, der også er lavet af strå. Ved at sy på den gammeldags facon med halmsimen er det muligt at undgå stål og metal i konstruktionen. Tækker Laura Feline Ebbesen udfører tækkearbejdet.

Idéen med at udvikle præfabrikerede elementer er, at arbejdet kan blive udført i vinterhalvåret, hvor tækkerne normalt ikke har mulighed for at arbejde, fordi tækkerarbejdet bliver udført udendørs på tagryggen. Det giver samtidig arkitekter mulighed for at vælge præfabrikerede elementer ud fra et katalog af forskellige løsninger i stedet for at skulle have en håndværker ud på sitet, forklarer Line Kjær Frederiksen, arkitekt på Det Kongelige Akademi:

”Det brandbare har vi arbejdet med på flere måder. Der vil være en overflade, som egentlig står rå tækket, så er der en overflade, der er det, vi kalder forbrændt, som mimer en gammel vikingetradition og en japansk tradition for overfladebehandling af træ. Den sidste overfladebehandling er en lerpåsprøjtning, der fungerer som en brandhæmmer.”

Ved afbrænding af træ, forsvinder sukkerstofferne, og der sker en forkulning af det øverste lag af materialet, som forhindrer vækst af bakterier, og som reducerer brandbarhed. I projektet forsøger teamet at bruge samme metode på strå. Prototyperne bliver brændt af på Dansk Brand- og Sikrings Institut, DBI, for at teste brandbarheden.

Det tækkede har en tendens til at virke loddent, men det er også lidt strittende og børstet, siger Line Kjær Frederiksen. Ved at behandle overfladen, bliver der fremkaldt andre typer sanselighed og taktilitet, forklarer hun. Det lerbehandlede element får en mere glat og grå overflade. Det forbrændte får sin egen særprægede røgede duft.

Tækket byhus

Én af konklusionerne fra eksperimenterne er, at strå faktisk ikke brænder særlig godt, hvis man tækker tæt nok, fortæller Lykke Arnfred, der er arkitekt på Det Kongelige Akademi. I projektet har teamet med vilje taget udgangspunkt i fordommene om materialet – at det er brandbart, og at det ikke kan bruges til konstruktion – og så har de presset materialet så meget som muligt ud i netop disse yderligheder. De kalder det ”radikal tektonik.” Samtidig vil teamet udfordre forestillingen om, at stråtækte huse hører til på landet. Lykke Arnfred uddyber:

”Vi samarbejder med en kunstner, der hedder Tove Stork, der har været rigtig god til at udfordre os og sige: Jamen, hvad hvis vi tager det her materiale ind – som vi har en meget konkret forestilling om, hvor hører til – og tager det ind i en ny kontekst? Hvad kan det egentlig give os? Hvordan ser et seksetageres byhus ud midt i København, hvis det er tækket?”

Mere lodden arkitektur

”Vi ønsker at rejse en anden diskussion om arkitekturen som sådan, så det er også en kritik. Det er en kritik af det eksisterende byggeri. Det er en kritik af den måde, udviklingen har taget form igennem århundreder, hen imod noget der bliver mere og mere reduceret og mere og mere kontrolleret. Og mere regelret og firkantet,” siger Anne Beim.

Hun mener, vi er opdraget i en tradition, hvor vi har et ret begrænset materialekatalog, som består af beton, tegl, glas og stål, som er de modernistiske materialer. Anne Beim minder om, at vi efterhånden alle ved, at vi er nødt til at bygge med andre, fornybare og regenerative, materialer i fremtiden. Håbet fra teamet er, at projektet kan vise, at strå har en relevans i det nutidige byggeri. Det kan være med til at skabe en mere bæredygtig arkitektur, men måske også en arkitektur, der er mere ulden, lodden, strittende og sammensat.

Projektet er en del af initiativet #MATERIALER, et samarbejde mellem Dreyers Fond og Arkitektforeningen for at udvikle radikalt nye bud på fremtidens bæredygtige byggematerialer. Gennem et år har 10 udvalgte, tværfaglige teams, bestående af arkitekter, kunstnere og producenter, genbesøgt nogle af planetens ældste ressourcer samt affaldsprodukter fra moderne industrielle processer for at udvikle nye, bæredygtige materialer med særlige rumlige og sanselige kvaliteter. Teamet består af arkitekterne Anne Beim, Line Kjær Frederiksen og Lykke Arnfred fra CINARK – Center for Industriel Arkitektur på Det Kongelige Akademi samt kunstner Tove Storch, tækkerne Laura Feline Ebbesen og Thomas Gerner fra Straatagets Kontor samt Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut – DBI.

Alle 10 teams

Biocement

Lasse Lind, Aleksander Kongshaug (GXN / 3XN Architects)

Silas lnoue (kunstner)

Esben Mølgaard (IBF, producent)

Jan Vandesande, Troy Hottle (BioMason, producent)

Hempcrete

Søren Thirup Pihlmann og Jakob Rabe Petersen (Pihlmann Architects)

Rhoda Ting og Mikkel Dahlin Bojesen (Studio ThinkingHand, kunstner)

Christian Vædele-Larson (HempCrete.dk ApS, producent)

Jord

Simeon Østerlund Bamford og Mathias Ørum Nørgård (ReVærk, arkitekter)

Kasper Kjeldgaard (kunstner)

Caroline Nørgård (arkitekt)

Monoblok

Desislava Lynge og Michael Lynge (Lynge Lynge Arkitekter)

Jakob Steen (kunstner)

Mikael Martlev (Master Mason, murermester)

Xella (producent)

Mycelium

lsak Worre Foged (Det Kongelige Akademi, arkitekt)

Jon Strunge og Jørgen Strunge (Naturpladen ApS, producent)

Jonas Aarsø (nikolova/aarsø, arkitekter)

Magnus Reffs Kramhøft (Henning Larsen Architects)

Nælde, hamp, hør og ålegræs

Frans Drewniak (arkitekt)

Sara Martinsen (Kunstner)

Plastik

Vicki Thake (arkitekt)

Grethe Wittrock (tekstilkunstner)

Torben Eskerod (fotograf)

Silicium

Anders Lendager, Nikolaj Callisen Friis, Daga Karlsson, Andreas Berg Bonnén (Lendager, Arkitektur og rådgivning)

Honey Biba Beckerlee (kunstner)

En Jord (producent)

Eco Silicate (Producent)

Strå

Anne Beim, Line Kjær Frederiksen and Lykke Arnfred (CINARK – Center for Industriel Arkitektur, Det Kongelige Akademi)

Tove Storch (kunstner)

Laura Feline Ebbesen (tækkere)

Thomas Gerner (Straatagets Kontor, tækkere)

Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut

Træ

Kim Lenschow og Anders Wilhelmsen (Office Kim Lenschow, arkitekt)

Bonnie Hvillum (Natural Material Studio, kunstner)

Hans Peter Dinesen (Dinesen, producent)