Reportage fra agenda : EARTH #2

I tre debatarrangementer sætter Dreyers Fond rum og rettigheder for kloden til debat. Den 18. maj i Dreyersalen i Valencia på Vesterbrogade mødtes advokater og arkitekter for anden gang til andet afsnit i serien agenda : EARTH. Denne gang handlede det om lovgivning og praksis for byggeriets brug af materialer.

Medskabere af rammer og rum

Næstformand i bestyrelsen for Dreyers Fond, Mathilde Petri, indledte dagens program med at beskrive baggrunden for debatarrangementet. Dreyers Fond fremmer advokat- og arkitektstandens udvikling og samspil med samfundet. Fonden ønsker nu at sætte fokus på de to fags betydning for den grønne omstilling – som en slags medskabere af rammer og rum.

”Grundlæggende kan man sige, at begge fag organiserer menneskelig adfærd. Advokater og landets lovgivning sætter rammerne for vores rettigheder, vores forpligtelser og vores opførsel. Arkitekter organiserer og formgiver vores fysiske rum, fra den nære bolig til de store by- og landskabsplaner”.

Billedkunstneren Lillibeth Cuenca Rasmussen udførte derefter en performance i samarbejde med arkitektstuderende fra Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering. Værket hedder ’Tow With the Flow’ og er udviklet i samarbejde med Art2030, som arbejder med billedkunst som motor og inspiration for FN’s verdensmål. Værket er blandt andet blevet fremført på Roskilde Festival, Statens Museum for Kunst og i forbindelse med et klimatopmøde i New York. Forestillingen kaster et kritisk lys på det globale overforbrug af materialer, varer og services og introducerede dermed det overordnede tema for dagens debat.

Marianne Krogh, kurator, redaktør og kunsthistoriker, er ekstern kurator på de tre debatarrangementer og præsenterede efter forestillingen dagens emne:

”I dag handler det om materialer. Det handler om produktionsmetoder, transport, håndtering, holdbarhed, regeneration, genbrug og cirkulering. Og så skal vi dykke ned og undersøge verdens forbundethed. Hvordan alting påvirker noget andet, hvordan verden ikke er hugget i sten. Den er evigt foranderlig, til forhandling og på én og samme tid stærk og skrøbelig.”

Menneskets ondskab og ressourcespild

Fire paneldeltagere, som repræsenterede både arkitekt- og advokatstanden, gav i den afsluttende debat deres bud på, hvordan lovgivning for byggeriet kan afbøde klodens klimaudfordringer. Debatten var modereret af arkitekt Boris Brorman Jensen, som lagde ud med at sige, at den danske velfærdsstat har skabt gode vilkår for mennesker, men en stor belastning på kloden og dens ressourcer.

Søren Nielsen, partner i tegnestuen Vandkunsten, har arbejdet med bæredygtige boliger og renovering igennem tre årtier. Helt tilbage fra Vandkunstens begyndelse i 1970’erne var bekæmpelse af overforbrug og grænseløs vækst et stort fokus, og i dag er tegnestuen stadig optaget af genbrug, renovation, transformation og simple, fundne materialer. Han var i sit indledende indlæg kritisk over for den måde, loven i dag er udformet på.

”Loven tager overhovedet ikke højde for de konsekvenser, der er af at overholde den. Der står i loven, at jeg skal lave store lejligheder, kæmpe badeværelser. Der står i loven, at jeg skal putte 3-lagsglas i alle de huse, jeg tegner. Det er fuldstændigt bims, fordi så holder vinduerne i kortere tid, og de bliver tungere, og man får elendigt dagslys osv., men det skal jeg gøre. Det er ressourcespild, som står i loven,” sagde han.

Henriette Soja, advokat og partner hos Horten, fik ordet efter Søren Nielsen. Som en af Danmarks førende advokater inden for miljøret har hun repræsenteret kommuner og private virksomheder i nogle af de største miljø- og byggesager i nyere tid. Hendes specialer omfatter blandt andet rådgivning om kyst- og klimaprojekter samt implementering af cirkulær økonomi og verdensmål i offentlige udbud. Henriette Soja mindede om, at det først var i 1980’erne, at man rigtigt begyndte at lovgive på miljøområdet. I dag er der en masse politiske aftaler, blandt andet regler om byggeri og affald, CE-mærkning og planloven, og der kommer mere og mere fokus på emnet. Men der er stadig behov for mere regulering, mener hun:

”Vi har fået en politisk aftale om infrastruktur herhjemme, der skal være realiseret i 2035. Veje, der skal udbygges, veje, der skal anlægges. Men hvor skal alle materialerne komme fra? Vi er nødt til at gøre et eller andet, for der er primært råstoffer til de næste 30 år, hvis vi bruger af dem i det omfang, vi har gjort indtil nu. Og der er i hvert fald slet ikke til 30 år, hvis infrastrukturplanen skal realiseres. Så der er nødt til at være en regulering.”

Justine Bell er sydafrikansk-britisk arkitekt, og sammen med Jonas Djernes driver hun deres nyetablerede tegnestue Djernes & Bell i København. Tegnestuen har en særlig interesse for det allerede eksisterende og er optaget af, hvordan historiefortællinger, lokale materialer og stedsspecifikke konstruktioner kan styrke og forbinde de menneskelige og ikke-menneskelige økologier i nutidens klimakrise. Hun brugte sin taletid til at understrege vigtigheden af at arbejde med lokale og allerede eksisterende materialer og at arbejde med og ikke imod naturen.

”For mig er det vigtigt at arbejde ud fra de eksisterende materialer, den eksisterende kultur, det eksisterende sted. Jeg tror, at en del af løsningen på vores nuværende planetære krise handler om, at vi altid skal sørge for at passe på de eksisterende bygninger. Vi skal trække kulstof tilbage i jorden. Vi skal lære at samarbejde med landmænd og økologer. Vi skal tilbage til en forståelse af materialernes oprindelse”.

Rolf Andersson er arkitekt og har i mere end 30 år arbejdet inden for den almene boligsektor. Han har udviklet flere koncepter, herunder træhuskonceptet AlmenBolig+, omdannelsen af Tingbjerg samt omdannelsen af Taastrupgaard. I dag er han desuden formand for regeringens koordinationsudvalg for bæredygtighed i byggeriet og frem for alt udviklingsdirektør i KAB. I sit indlæg fortalte Rolf Andersson, at KAB’s repræsentantskab i 2020 vedtog at gøre bæredygtighed til den overordnede ramme for hele selskabets strategiske arbejde. Det går fremad, men det går for langsomt, indrømmede han:

“Mennesket som væsen er en meget kompliceret størrelse. Vi rummer jo både lysten til godhed og evnen til ondskab. Derfor er vi nødt til at have en regulering. Jeg tror virkelig på regulering. Det er ikke arkitekter, der kommer til at løse byggeriets udfordringer. Det er advokaterne”.

Det fulde arrangement

Del 1 agenda : EARTH #2

Del 2 agenda : EARTH #2