I midten af februar lander jeg i Prag. Forud lå en lang rejse. Kun en enkelt mellemlanding fysisk, men mentalt har den stået på i månedsvis. Først med ansøgningsprocessen til Det Kongelige Akademi og så til UMPRUM, Academy of Arts, Architecture and Design in Prague, som jeg søgte udveksling på. Oven i dét en massiv nedlukning af Europa og en konstant usikkerhed om hvorvidt det ville være muligt at flytte til et andet land for at studere.

Men omsider ankommer jeg det til den sneklædte, nedlukkede by i Central/Østeuropa, der skal danne rum for nye oplevelser, udfordringer, læring, og personlig udvikling de næste fire måneder. Jeg har glædet mig! Glædet mig til at udvide mit syn på arkitektur, lære nye metoder og sætte mig ind i hvordan arkitektur og byrum har udviklet sig i en by, der er gået fra at være en af Europas største og vigtigste byer, været under sovjetisk og siden kommunistisk styre, til i dag at være den måske mest moderne og progressive by i Østeuropa.

Muséer, gallerier og caféer er lukkede, så til at starte med oplever jeg byen udefra. Jeg iagttager, registrerer og oplever mennesker, områder og bygninger på gåture og danner mig et indtryk af byen. Mange bygninger har facadeelementer i beton, stål og fliser, og jeg bliver optaget af hvorfor. Det er en historisk læring gennem bygninger, og jeg begynder at forstå sammenhængene, om for eksempel den store tjekkiske stålindustri, og hvordan mursten her ikke er lige så fine som i Danmark. Derfor er teglfacaderne ofte gemt væk bag pastelfarvet puds eller fliser.

En af grundene til, at jeg har søgt udveksling til UMPRUM, er fordi skolen udbyder en bred vifte af kunstneriske værkstedsfag, det er muligt at tilmelde sig også for en arkitektstuderende. Jeg har gennem mine år på arkitektskolen i København fået en interesse for at udforske og udfordre metoder til at visualisere arkitektur på.

Det viser sig at være lidt sværere, end jeg havde troet at kombinere mit arkitekturprojekt med værkstedsfagene, da mit arkitekturfag først starter rigtigt op efter mine andre fag. I stedet arbejder jeg med andre små kunstneriske projekter i værkstederne. Jeg bliver særligt optaget af at trykke litografier i skolens 200 år gamle værksted. Herudover lærer jeg blandt andet at lave bøger og lermodeller samt udforsker andre trykketeknikker.

Mit arkitekturfag er meget åbent, og næsten hele semesteret går med at arbejde selvstændigt med et selvvalgt projekt. Det er i starten en udfordring ikke rigtig at have mulighed for at få så meget vejledning eller sparring med professorerne og mine medstuderende, som jeg er vant til.

Jeg prøver at vende frustrationerne til, at jeg i stedet har mulighed for at bruge tiden til lige det, jeg har lyst til. Projektet ender som et atelierfællesskab og residency til unge, der ligesom jeg selv, står i en situation som nyuddannede og mangler et rum at udfolde deres kunstneriske praksis i. Semesteret afsluttes med en fælles udstilling, hvor hele skolen fremviser deres afsluttende projekter.

Med forårets kommen åbner byen mere og mere op, og Prag er pludselig blevet mit hjem og min hverdag. Hvad der startede med at være en kold og nedlukket by, er nu et pulserende mekka af udstillinger, fest og farver. Det er vemodigt at skulle forlade byen netop nu, hvor alt endelig er åbent. Samtidig skaber det også en motivation for snart at komme igen og gense de rammer, der har skabt et fantastisk udvekslingsophold samt opleve alt det, der stadig venter.